Udland

Obama om Thatcher: USA har mistet en sand ven

Obama siger, at verden har mistet en forkæmper for frihed ved Thatchers død.

Obama om Thatcher: USA har mistet en sand ven

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger, at USA har mistet en "sand ven" med den tidligere britiske premierminister Margaret Thatchers død.

- Verden har med Thatcher mistet en forkæmper for frihed, siger Obama, som siger, at Thatcher altid var en uforbeholden støtte for den transatlantiske alliance mellem amerikanerne og europæerne.

- Hun vidste, at vi med styrke og beslutsomhed kunne vinde Den Kolde Krig og forstærke frihedens løfter, siger Obama i en erklæring.

Den dag, da Thatcher trådte tilbage i 1990, fyldte Obama selv 29 år, og han blev valgt til redaktørposten på Harvards juridiske tidsskrift Law Review.

- Storbritanniens første regeringschef var et forbillede for piger, da hun viste, at der "ikke findes noget glastag, som ikke kan slås i stykker."

- Som premierminister hjalp Thatcher med at få genopbygget den selvtillid og stolthed, som altid har præget Storbritannien, når det har været bedst, siger den amerikanske præsident videre.

Obama understreger, at amerikanerne aldrig bør glemme, at Thatcher stod skulder ved skulder sammen med Ronald Reagan om at få bragt Den Kolde Krig til en afslutning.

- Hun var et eksempel og en påmindelse om, at historiens strømninger kan skabes med "moralsk overbevisning", ufravigeligt mod og jernvilje.

- Michelle og jeg sender vore tanker til Thatcher-familien og til hele den britiske befolkning, og vi vil fortsætte det arbejde, som hun viede sit liv til: frie befolkningers sammenhold i fast beslutning om selv at bestemme vor skæbne.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.