Obama retter skarp kritik mod Trump for at lyve og opdigte

I en tale fredag udtalte Barack Obama sin hidtil hårdeste og mest direkte kritik af Trump og hans partifæller.

Ritzau
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama lagde ikke fingre imellem, da han fredag langede ud efter nuværende præsident Trump. Her ses Obama ved et vælgermøde i Milwaukee, Wisconsin. Foto: Sara Stathas/Reuters
Politik 27. oktober 2018 05:18 - Opdateret 27. oktober 2018 05:28

USA's tidligere præsident Barack Obama anklager Trump for at opdigte og lyve.

I en tale fredag rettede Obama en hidtil uset skarp kritik mod den nuværende amerikanske præsident og hans konservative partifæller.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Vi har ikke før set, at politikere helt åbenlyst, gentagne, uden omsvøb og skamløst lyver, sagde Obama.

Talen blev holdt i både Milwaukee i Wisconsin og Detroit i Michigan, hvor Obama ved vælgermøder gav sin støtte til demokratiske kandidater til midtvejsvalget i USA den 6. november.

Den tidligere demokratiske præsident kritiserede blandt andet republikanernes brug af Hillary Clintons såkaldte e-mailsag under den seneste præsidentvalgkamp.

Ifølge Obama brugte republikanerne sagen til at skræmme vælgerne forud for valget. Men det er hyklerisk, når Trumps telefon nu bliver aflyttet af kineserne, lød anklagen fra Obama.

Han rettede også en kritik mod Trumps nylige fokus på den karavane af migranter, der bevæger sig til fods gennem Mexico med kurs mod USA.

- Det nyeste er, at de prøver at gøre alle bange for denne gruppe af fattige, underernærede flygtninge, som er tusindvis af kilometer væk, sagde Obama.

- Det er det, der er det vigtigste i denne valgkamp. Ikke sundhedssystemet, hvorvidt folk har mulighed for at gå på pension, at gøre noget ved lønniveauet, at genopbygge vores veje og broer eller at give folk arbejde.

I Michigan støtter Obama den demokratiske kandidat Gretchen Whitmer, mens han i Wisconsin støtter demokraten Tony Evers. Begge stater har vist sig som svingstater ved tidligere valg.

Obama udtrykte sit håb for udfaldet af det kommende midtvejsvalg i Michigan:

- Jeg håber, at vi på trods af larmen og alle løgnene vil komme igennem det hele, sagde han i sin tale.

- Jeg er håbefuld, fordi jeg midt i det politiske mørke ser en stor politisk vækkelse.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...