Udland

Obama under beskydning: Overvåger millioner af opkald

Lækket dokument afslører, at Obama-administrationen overvåger millioner af uskyldige amerikaneres telefoner.

Obama under beskydning: Overvåger millioner af opkald

Afsløringen om at den amerikanske efterretningstjeneste indhenter detaljerede oplysninger om millioner af telefonopkald foretaget i USA skaber voldsom vrede.

Langt størstedelen af de mange millioner overvågede er ganske almindelige amerikanere, der ikke er anklaget eller mistænkt for noget som helst.

Ikke desto mindre har den britiske avis The Guardian torsdag kunnet afsløre en hemmelig retskendelse, der beordrer det store teleselskab Verizon til at udlevere data om samtlige opkald foretaget i USA eller mellem USA og et andet land.

Ordren omfatter oplysninger om de telefonnumre, der er ringet til og fra, opkaldets varighed, og oplysninger om mobiltelefoners geografiske placering under opkaldet.

En sådan overvågning er ifølge amerikanske borgerrettighedsgrupper og privatlivsforkæmpere ganske uacceptabel.

- Det er et program, hvor et ukendt antal uskyldige personer er blevet underlagt en konstant overvågning af regeringens agenter, siger said Jameel Jaffer, direktør i organisationen American Civil Liberties Union (ACLU).

- Det rækker ud over det orwellske, og det bringer blot yderligere beviser til det faktum, at helt basale demokratiske rettigheder må se sig besejret af hemmeligheder og krav fra utallige efterretningsselskaber, siger han.

Andre kritikere har påpeget, at overvågningen er decideret forfatningsstridig.

Det Hvide Hus bekræfter ikke eksplicit overvågningen, der foretages af National Security Agency, NSA, men en talsmand siger, at den omfattende telefon-overvågning er en afgørende del af USA's kamp mod terrorisme.

Ordningen med at indsamle data om telefonopkald blev indledt i 2001 af præsident George W. Bush, men kom først til offentlighedens kendskab i 2006.

Det er først nu kommet frem, at Barack Obama-administrationen har videreført metoden.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.