Udland

Obama varsler flere sanktioner mod Rusland

En russisk bank og endnu flere højtstående russere rammes af amerikanske sanktioner.

Præsident Barack Obama oplyste, han torsdag underskrev en ordre, der senere kan ramme nøglesektorer i Rusland, hvis ikke Moskva nedtrapper krisen om Krim.

Kort efter svarede Rusland igen og indførte sanktioner mod ni amerikanske regeringsfolk og kongresmedlemmer. De får forbud mod indrejse i Rusland.

Det er en såkaldt "executive order", som Obama har udstedt. Den kan ramme russiske banker, energivirksomheder og andre nøglesektorer, hvis Rusland og præsident Vladimir Putin forværrer krisen om Ukraine.

- Rusland må vide, at yderligere eskalering vil kunne isolere det yderligere fra det internationale samfund, understregede Obama.

I en kort erklæring på græsplænen foran Det Hvide Hus bebudede præsidenten samtidig, at USA har forlænget den liste over højtstående russere, der rammes af sanktioner.

Det drejer sig om 20 russiske lovgivere og embedsmænd, som føjer sig til den liste over 11 personer, der allerede er omfattet af sanktioner. De sættes alle i forbindelse med Ruslands aktion på Krim.

Blandt dem er flere af Putins nærmeste rådgivere.

USA indfører også sanktioner over for en russisk bank. Det drejer sig om Bank Rossija.

Ifølge amerikanske regeringskilder benyttes banken af topfolk og oligarker i Rusland.

Det russiske udenrigsministerium svarede igen ved at indføre indrejseforbud for ni amerikanere, heriblandt republikaneren John McCain, lederen i Repræsentanternes Hus John Boehner og senatslederen Harry Reid.

Obama understregede, at det amerikanske skridt tages i tæt samarbejde med USA's europæiske allierede.

Obama besøger i næste uge Europa, og her vil han, sagde han, gøre det klart, at USA's støtte til de NATO-allierede er usvækket.

Han advarede om, at Ruslands trusler mod det østlige og sydlige Ukraine kan føre til en forværring af krisen i regionen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.