Udland

Obama: Vi torterede nogle folk efter 9/11

Den amerikanske præsident mener ikke, at CIA-agenter bør straffes for hårdt for brugen af tortur.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, erkender, at efterretningsagenter i kølvandet på terrorangrebet mod USA i 2001 benyttede sig af tortur.

- Vi torterede nogle folk, siger Obama ved et pressemøde.

- Vi gjorde nogle ting, der er det modsatte af vores værdier, siger præsidenten.

Erkendelsen kommer i forbindelse med, at Obama-administrationen i løbet af de kommende dage ventes at offentliggøre en rapport fra det amerikanske senat, der i detaljer gengiver efterretningsagenternes fremfærd i jagten på terrorister.

- Allerede inden jeg blev præsident, var jeg klar over, at vi umiddelbart efter 9/11 gjorde nogle ting, der var forkerte.

- Vi gjorde en helt masse ting, der var rigtige, men vi torterede også nogle folk, siger Obama.

Han understreger dog samtidig, at efterretningsagenterne arbejdede under et ekstremt pres i tiden efter den skæbnesvangre septemberdag i 2001.

- Folk vidste ikke, om der ville komme flere angreb, og der var et enormt pres på vores efterforskere og vores nationale sikkerhedshold.

- Det er vigtigt, at vi ikke er for skinhellige i forhold til det hårde job, de havde, fastslår Obama.

Den amerikanske efterretningstjeneste (CIA) har længe været beskyldt for, at agenternes afhøringsteknikker brugt mellem 2002 og 2006 i jagten på al-Qaeda var ulovlige.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst