EMNER

Obama vil erklære sejr

Washington: Et absolut flertal blandt alle delegerede opnår Barack Obama ikke i denne uge, men alligevel ventes den førende demokratiske præsidentkandidat i USA at passere en milesten. Obama vil måske erklære sig for faktisk vinder af dysten med Hillary Clinton efter tirsdagens primærvalg i to delstater. Herefter kan Obama nemlig stå med et flertal blandt alle valgte delegerede, og med henvisning til denne kendsgerning vil han forsøge at overtale hovedparten af de ikkevalgte såkaldte superdelegerede til også at give ham deres støtte offentligt, så den langstrakte proces mod nomineringen kan overstås. I stedet for at tage til Oregon eller Kentucky, de to stater med valg tirsdag, sætter senator Obama kursen mod delstaten Iowa i Midtvesten. Det var her, at han lagde grunden til det, der har udviklet sig til et slingrende triumftog, da han overraskende vandt valget på partimøderne (caucuses) i staten umiddelbart efter årsskiftet. Et andet tegn på, at Barack Obama, som kan blive USA's første farvede præsident, ser sejren som værende inden for rækkevidde, er, at han i stigende grad er begyndt at gå til angreb på Republikanernes bud på præsidentposten ved valget i november, senator John McCain. Meningsmålinger viser, at Obama fører i Oregon på den amerikanske vestkyst, hvor der er 52 delegerede til partikonventet sidst i august på spil. Clinton er i spidsen i Kentucky, en stat med 51 delegerede i det østligt-centrale USA, som befolkningsmæssigt ligner West Virginia, hvor hun, senator og tidligere præsidentfrue, vandt en jordskredssejr for en uge siden. Obamas kampagnestab siger, at han kun har brug for yderligere 17 valgte delegerede for at have et flertal i denne skare. Hertil kræves i alt 1627. Hvis de superdelegerede - det er blandt andet demokratiske politikere og partifunktionærer, som kan stemme på konventet - regnes med, skal der 2025 til et flertal. Nogle superdelegerede har bekendt, om de foretrækker Obama eller Clinton. Andre har ikke. I weekenden spåede Obama, at han med en sejr i det liberale Oregon klarer overliggeren, når det gælder valgte delegerede. Clinton fastholder, at hun vil fortsætte kampen frem de sidste primærvalg - Puerto Rico den 1. juni samt Montana og South Dakota den 3. juni. - Der findes ingen målestok, hvorefter senator Obama vil have sikret sig nomineringen tirsdag aften, sagde Clintons talsmand, Howard Wolfson. Han pressede atter på for, at der findes en løsning på, hvordan de omstridte delegerede fra de store stater Florida og Michigan kan gøre deres indflydelse på nomineringen gældende. Dette afgøres på et møde i Demokraternes partitop den 31. maj./ritzau/