Obamas besøg i Kolding vækker ikke kun begejstring

Flest er stolte, men en gruppe koldingensere er vrede over, at der er brugt skattekroner på Obamas lynvisit.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tidligere præsident Barack Obama er på turné i Europa, hvor han for et hemmeligholdt beløb har indvilget i at tale for 680 særligt inviterede gæster i Kolding fredag den 28. september. Det har vakt kritik, at Kolding Kommune har spyttet skattekroner i arrangementet. Før seancen i Kolding har Obama været i Oslo med samme koncept, og senere fredag skal han optræde i Amsterdam. Foto: Angelo Merendino/arkiv/Ritzau Scanpix

Viftende flag og forventningsfulde smil vil uden tvivl pryde Kolding, når USA's tidligere præsident Barack Obama fredag kigger forbi byen for at deltage i et erhvervsarrangement på Syddansk Universitet.

Bag det jublende flertal står imidlertid en gruppe lokale borgere, der ikke ser lige så positivt på det amerikanske besøg.

Ikke fordi de har noget imod præsidenten, eller at han kommer til byen.

Men fordi de er trætte af, at Kolding Kommune har brugt trekvart million på arrangementet, som kun er for en lille gruppe særligt inviterede fra erhvervslivet og universitetet.

Det forhold har fyldt en del på især de sociale medier, fortæller JydskeVestkystens lokalredaktør i Kolding, Laust Tuxen Hedegaard.

- Her går den typiske frustration på, at man bruger 750.000 skattekroner på et lukket arrangement, samtidig med at kommunen har været ude i en stor spareplan for 100 millioner kroner.

- Kritikerne vil hellere have pengene brugt på de ældre eller børneområdet, siger han.

Ifølge redaktøren er skeptikerne ikke begrænset til nogle enkelte borgere.

- Det er en reel frustration hos en forholdsvis stor gruppe og helt bestemt et samtaleemne i Kolding.

- Men det er mit indtryk, at det stadig er et mindretal, der råber højt, og at flertallet er positive omkring besøget fra Obama, siger han.

En af dem, der har ytret sig kritisk på de sociale medier, er Preben Schultz, der har drevet en sejlmagerforretning i byen i 40 år.

Han understreger, at han grundlæggende synes, at det er fint med et besøg fra Obama.

- Der, hvor kæden hopper af, er, at kommunen går ind og støtter det, for det mener jeg ikke er en offentlig opgave.

- Og at økonomiudvalget, der har bevilget pengene, selv får en billet hver til op mod 20.000 kroner, er også kritisabelt, siger Preben Schultz.

Det nytter ifølge sejlmageren heller ikke, når borgmester Jørn Pedersen (V) hævder, at de 750.000 kommunale kroner mere end tjener sig selv ind igen i kraft af den ekstra opmærksomhed, Kolding får.

Barack Obama landede på Flyvestation Skrydstrup torsdag aften klokken 19.04. Her var et stort opbud af politi og sikkerhedsfolk klar til at eskortere ham videre.

Ifølge TV Syd og JydskeVestkysten overnattede den tidligere præsident på Hotel Koldingfjord.

Barack Obama skal fredag middag tale en times tid for 680 særligt inviterede gæster fra erhvervslivet og universitetet.

Senere fredag skal han igennem et lignende arrangement i Amsterdam.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.