Observatører: Vælgere forlader Zimbabwes valgkøer i vrede

Nogle steder forløber Zimbabwes valg fint, andre steder går vælgerne i vrede, siger chef for EU-observatører.

En zimbabwisk politimand holder vagt ved et valgsted i forstaden Mbare uden for hovedstaden Harare mandag morgen. Ved mange valgsteder meldes der om lange køer og en del ventetid for at komme ind og stemme. Foto: Luis Tato/Ritzau Scanpix

En zimbabwisk politimand holder vagt ved et valgsted i forstaden Mbare uden for hovedstaden Harare mandag morgen. Ved mange valgsteder meldes der om lange køer og en del ventetid for at komme ind og stemme. Foto: Luis Tato/Ritzau Scanpix

Mandagens valg i Zimbabwe, som er det første siden Robert Mugabe blev afsat som landets præsident sidste år, er nogle steder forløbet fint og har andre steder været det rene kaos.

Sådan lyder den foreløbige dom fra EU's observatører i det sydafrikanske land.

Mange vælgere - særligt unge kvinder - forlod mange steder køerne ved valgstederne i frustration over den lange ventetid. Det siger Elmar Brok, som er leder af EU's valgobservatører.

- I nogle tilfælde fungerer det (køerne, red.) meget fint. Men i andre tilfælde oplever vi, at det er fuldkommen uorganiseret, og at folk bliver vrede og går, siger Brok.

- Vi har ikke fundet ud af, om det er et tilfælde, eller om det er dårlig organisering.

Han tilføjer, at EU-observatørerne endnu ikke er kommet med deres endelige konklusion over valgets forløb.

Præsident Emmerson Mnangagwa fra regeringspartiet Zanu-PF forsøger at blive genvalgt. Hans nærmeste modstander er oppositionsleder Nelson Chamisa.

Mnangagwa er svag favorit, men de seneste meningsmålinger har vist tæt løb mellem de to.

Efter Mugabes 37 år lange styre er det afgørende, at valget i Zimbabwe bliver vurderet til at være troværdigt. I hvert fald hvis den kommende regering vil gøre sig håb om, at sanktionerne bliver lempet og de udenlandske investeringer igen vender tilbage til landet.

Nelson Chamisa klagede tidligere på valgdagen over, at der var sket forsøg på at "undertrykke og frustrere" vælgerne i byerne, hvor han har god opbakning.

Han fremlagde ikke beviser, der kunne understøtte hans påstand, og Zimbabwes nationale valgkommission har ikke umiddelbart kommenteret sagen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.