Observatorium: Rusland har dræbt 7928 civile i Syrien

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har russisk militær dræbt omkring 18.000 i Syrien.

En video fra det russiske forsvarsministerium oplyste tidligere på ugen, at over 63.000 russiske soldater har "fået kamperfaring" i Syrien siden 2015. Foto: Louai Beshara, Arkivfoto/Ritzau Scanpix

En video fra det russiske forsvarsministerium oplyste tidligere på ugen, at over 63.000 russiske soldater har "fået kamperfaring" i Syrien siden 2015. Foto: Louai Beshara, Arkivfoto/Ritzau Scanpix

Mindst 17.997 mennesker er blevet dræbt i Syrien af det russiske militær, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) ifølge BBC.

Tidligere på ugen løftede Rusland selv noget af sløret for, hvor omfattende dets engagement i den syriske borgerkrig har været. Blandt andet at omkring 63.012 russiske soldater har kæmpet i Syrien, siden Rusland gik ind i konflikten i 2015.

Overvågningsgruppen, der under hele den syv år lange konflikt har indsamlet oplysninger om dræbte og sårede via netværk mange steder i Syrien, modsiger oplysninger fra Rusland om, at de russiske angreb kun har været rettet mod "terrorister".

Aktivister fortæller til Sohr, at de russiske angreb hovedsageligt har været rettet mod oprørere, der har været demokratisk indstillet, og civile.

Observatoriet oplyser, at mindst 7928 civile og 10.069 kombattanter er blevet dræbt ved russiske luftangreb.

FN's efterforskere af påståede krigsforbrydelser siger, at russerne sammen med syriske enheder har bombet hospitaler, skoler og markedspladser i strid med humanitære love. Beskyldningerne bliver konsekvent afvist af det russiske og det syriske militær.

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, oplyste i en video tidligere på ugen, at der var udstationeret 48.000 mand fra det russiske militær i Syrien ved udgangen af 2017.

Det fremgår af videoen, at russiske fly har gennemført 39.000 togter i den syriske konflikt. Ifølge de russiske oplysninger har flyangrebene ødelagt 121.466 "terroristmål" og dræbt over 86.000 "militante".

Russiske styrker har testet 231 forskellige våbentyper i Syrien - blandt andet fly, jord-til-luft-systemer og krydsermissiler.

Styrker, der kæmper for Assad-regimet, er ved at forberede et angreb på den sidste større oprørsbase i den nordvestlige Idlib-provins, der har omkring to millioner indbyggere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.