Oceanariet begynder at tage form

Den hvinende lyd fra vinkelslibere blander sig med enkelte hammerslag. Det ligner en af byens største byggepladser, men Oceanariet på Nordsømuseet begynder efterhånden at tage form efter branden 16. december 2003. Det store bassin på Nordsømuseet venter kun på 4,5 mio. liter vand og 4000 nye fisk.

Byggeriet forventes at være afsluttet om godt en måned, og så begynder det omfattende arbejde med at genopbygge udstillingerne. En milepæl nås i den kommende uge, hvor arbejdet med at pumpe 4,5 mio. liter vand i det store bassin påbegyndes. Vandet pumpes direkte ind fra en forsyningslinien fra Hirtshals Havn, og det tager mere end fem dage at fylde Oceanariet. - Vandet skal skylles godt igennem og have den rette hårdhed, inden vi i løbet af to uger begynder at sætte fisk i Oceanariet. Vi er nødt til at være forsigtige, for ellers dør fiskene, siger Nordsømuseets konstituerede direktør Nga Phan. Omkring 4000 stimefisk i form af sild, makrel og hornfisk svømmer rundt i et midlertidig bassin og venter på at blive flyttet. Nyt børnerum Oceanariumsbygningen er lavet på resterne af det oprindelige fundament, som overlevede brandens hærgen. Eneste synlige ændring er en ekstra balkon på ca. 400 kvadratmeter med et kæmpestort børnerum. Det store aktivitetsrum til børnene vil blive placeret umiddelbart i forlængelse af cafeteriet, og der er lavet store glaspartier både med udsyn til omverdenen og kighuller ind til selve bassinet. - Det vil være muligt at studere livet i toppen af Oceanariet og se dykkerne gå i vandet for at fodre fiskene. Desuden vil der være udsigt til sælariet i den ene side og udsigt til Hirtshals Havn ved endegavlen, fortæller NgaPhan. Dagslyset er med til at give børnerummet liv, og der vil blive masser af aktiviteter lige fra puslespil til de mindste med små opgaver om dyrenes fødekæde og foretrukne tilholdssteder. De større børn kan få lov til at navigere en minikutter, mens styrehuset gynger i takt med bølgerne. Det nye byggeri vil også indeholde andre småjusteringer, men det vil næppe være synligt for publikum. Ifølge Nga Phan har man valgt at bygge ud fra de eksisterende tegninger på det tilbageværende fundament, for et mere omfattende nybyggeri ville kræve en langvarig EU-licitation. - Vi er simpelt hen nødsaget til at få Oceanariet op og stå hurtigst muligt ellers vil drifttabet blive for stort, forklarer Nga Phan. Hård periode Forsikringsselskabet har betalt 90 mio. kr. i erstatning, og det dækker både selve byggeriet, inventar og driftstab. Nga Phan glæder sig over, at tidsplanen holder, for det har været en hård tid. - Vi er hele tiden presset af nye deadlines, men det er i endnu højere grad vores egne ambitioner om at lave en endnu bedre udstilling end forventningerne fra omverden, som er med til at lægge det pres, siger Nga Phan. Genopbygningsarbejdet har næsten involveret det samlede personale, for selvom halvdelen af museet har været lukket efter branden, har der været nye arbejdsopgaver for de ansatte. Nordsømuseet håber at kunne genåbne Oceanariet for publikum omkring 1. juli.