Oddes skæbnegalleri

Knud Oddes billeder kan snart opleves på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring

Knud Odde. Herman Bang. 2013. Litografi
Hjørring 1. september 2016 20:59

HJØRRING: I 2013 var Knud Odde (f. 1955) én af ni inviterede samtidskunstnere, hvis værker gik i dialog med VKMs samling i jubilæumsudstillingen "Tid og Tegn". Siden har det været et ønske for museet at vise en soloudstilling med Knud Odde, hvori en større del af hans værk bliver udfoldet. Det kommer til at ske fra 10. september til 20. november, oplyser Vendsyssel Kunstmuseum.

- Knud Odde er en af vor tids væsentlige billedkunstnere. Med sin baggrund som multikunstner; musik, maleri, poesi m.m., henter han inspiration fra mange kanter til sine konturtegnede, kraftfyldte og flertydige billeder. Med en forkærlighed for det 20. århundredes medievirkelighed, myter og ikoner krydsklipper han forskellige traditioner, tider og genrer, der bindes sammen af en gennemgående fascination af den menneskelige psykes mørkere sider. Som et kulturhistorisk, men også personligt skæbnegalleri er hans billeder fulde af faktiske såvel som fiktive figurer fra filmen, musikken og litteraturens verden.

Knud Oddes personager bevæger sig ofte rundt i dobbelttydige erotiske, spirituelle og melankolske universer, hvor had og afsky er uadskillelige fra kærlighed og lyst. Den ofte kontrastfulde og personlige kolorit giver hans figurer en nærmest teatralsk karakter, der ved første øjekast skjuler den følsomhed og kompleksitet, som ligger lige under overfladen, hedder det i omtalen af udstillingen.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Sophienholm.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...