Odense Håndbold henter landsholdsanfører i FCM

Stine Jørgensen skifter FCM ud med Odense Håndbold, hvor hun fortsætter karrieren på treårig kontrakt.

Ritzau
Ole Nielsen Foto: Scanpix/Ole Nielsen
1. november 2016 11:25 - Opdateret 1. november 2016 11:27

Anføreren for Danmarks kvindehåndboldlandshold, Stine Jørgensen, fortsætter karrieren i Odense Håndbold fra næste sæson.

Jørgensen har skrevet under på en treårig kontrakt, skriver den fynske klub i en pressemeddelelse tirsdag.

Venstrebacken har i de seneste tre år optrådt for FCM, men mandag meddelte hun via klubben, at hun agtede at søge nye udfordringer fra den kommende sæson.

Det bliver altså hos ambitiøse Odense. Det vækker glæde hos cheftræner Jan Pytlick.

- Stine er en fantastik personlighed, som jeg har et indgående kendskab til fra min tid som landstræner.

- Vi har bevidst søgt efter en rutineret langskytte, som også er tovejsspiller. Jeg betragter Stine som vel nok Danmarks bedste spiller lige nu, siger Pytlick i pressemeddelelsen.

Odense har op til denne sæson forstærket sig med profiler som brasilianske Jessica Quintino, målvogtertalentet Althea Reinhardt og Oksana Kiseleva fra Rostov Don.

Aktuelt rækker det til en tredjeplads i Primo Tours Ligaen. Netop klubbens handlekraft har medvirket til Jørgensens klubvalg.

- Jeg kender jo Jan rigtig godt og har naturligvis fulgt Odenses udvikling i længere tid og oplever, at klubben sætter handling bag sine ambitiøse planer, lyder det fra Stine Jørgensen.

Hun har i de seneste tre sæsoner bidraget til to DM-titler og to pokaltitler, der er havnet i FCM.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...