Ø. Hornum-Nibe HK 13-11

ØHIs drengelilleput fik besøg af Nibe HK. Hjemmeholdet lagde først ud med en scoring, men derefter overtog Nibe føringen igennem første halvleg, som de vandt 7-6. Øster Hornum havde svært ved at dække op for en meget hurtig spiller fra Nibe, der lavede virkelig gode fodfinter. Samtidig havde Øster Hornum svært ved at komme til gode afslutninger, og det betød, at der blev skudt for hurtigt og for løst. Efter pausen stod Øster Hornum mere sammen i midterforsvaret og der blev kæmpet meget mere. Det betød, at det pludselig var sværere for gæsterne at komme på skudhold, og når det endelig lykkedes, så tog Kasper Bøgh - der var kommet på mål fra starten af 2. halvleg - stort set alt. Efter pausen var Niklas Simonsen kommet ud på banen, og han lagde et rigtig godt pres på Nibes forsvar. Dermed kunne Øster Hornum gå fra 6-7 til 11-7, inden Nibe fik svaret igen. Nibes spillere kæmpede dog flot, de kom tættere på, og kort før slutfløjtet var hjemmeholdet kun foran med 12-11. Øster Hornum holdt dog til presset og kampen endte 13-11. Holdene skal mødes igen allerede i weekenden, og der er helt sikkert lagt op til en spændende og lige kamp. Af gode præstationer kan nævnes: Rasmus Severinsen spillede hele kampen, han dækkede godt op og scorede mål. Rasmus Ståhl havde nogle rigtig gode ryk inde på stregen, som gav plads til langskytterne, og han dækkede et stort område i forsvaret. Simon Holmstrøm Kirch fik sin debut, hvor han løb rigtig meget for holdet, og han var meget dygtig til at hjælpe sin sidemand i forsvaret. Søren Møller Jensen fandt koncentrationen frem og scorede 4 mål i begge halvlege. Ugens Small Star blev Kasper Bøgh for sit fantastiske målmandsspil. Målscorere for ØHI: Søren Møller Jensen 8, Niklas Simonsen 3, Rasmus Severinsen 1, Kasper Bøgh 1.