ØB nu under stregen

Fodbold 30. september 2002 08:00

Fodbold, serie 4: Thorup/Klim-ØB: 2-1 (0-0) Hjemmeholdet Thorup/Klim løb af med pointene i lokalopgøret mod ØB i serie 4. Resultatet blev 2-1 efter 0-0 ved pausen, og det betyder, at Thorup/Klim er tæt på at have sikret sig mod nedrykning, mens ØB er røget under nedrykningsstregen. -Det var en vigtig sejr for os, og nu er vi så godt som sikret mod nedrykning. De var defensive og havde ikke så meget at byde på, så vores sejr var fortjent, siger Thorup/Klims træner, Frank Madsen. ØB's træner, Kaj Brander, havde derimod gerne set et enkelt point falde af til gæsterne. -Vi leverede faktisk en udmærket indsats. De havde godt nok overtaget og den største chance før pausen, men i anden halvleg startede vi bedst og havde tre gode forsøg. I stedet får de scoret et heldigt mål, og det er jo sådan, det går for os i øjeblikket, siger Kaj Brander. Thorups/Klims føringsmål var ganske rigtigt af den heldige slags. Et tilsyneladende ufarligt hovedstød fra Tommy Kristensen var på vej ud af banen, da bolden ramte en ØB-forsvarer og gik i mål. Kort efter øgede Allan Kristensen på et langskudsmål, hvilket lignede kampens afgørelse. -Jeg frygtede da, at det skulle gå helt galt. Vi fik også vores målmand skadet, men jeg må tage hatten af for spillerne, der kæmpede sig flot tilbage i kampen, siger Kaj Brander, der også kunne glæde sig over Otte Valsteds reducering fem minutter før tid. Mere blev det imidlertid ikke til, og dermed må ØB sande, at holdet er kommet under nedrykningsstregen. cr

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...