Ødelagt mobil: Her er dine rettigheder

Det kan være svært at gennemskue, hvem der skal betale, hvis mobilen går i stykker

Arkivfoto: Matthew David Burnett

Arkivfoto: Matthew David Burnett

Mange kan dårligt leve uden deres mobiltelefon, som snildt kan løbe op i en nypris på flere tusinde kroner. Men hvem har ansvaret, når den går i stykker, og hvornår kan man reklamere?

Thomas Ryborg, jurist og souschef i Nævnenes Hus, som rummer Forbrugerklagenævnet, fortæller her mere om, hvordan du som forbruger er stillet, når telefonen går i stykker.

Det er nemlig Forbrugerklagenævnet, der som øverste instans tager stilling i sager, hvor sælger og køber ikke kan blive enige om ansvaret for eksempelvis en ødelagt mobiltelefon.

1) Tekniske skavanker

Du har måske prøvet, at din mobil får en skade, som fabrikanten siger, er din egen skyld - mens du selv synes, at mobilen burde kunne holde til det. Det kan være ridser, tekniske skavanker eller et dårligt batteri.

Men her er det umuligt at sige noget generelt om, hvem der får ret i en klagesag, siger Thomas Ryborg.

- Der vil den sagkyndige undersøge i den enkelte sag, hvad der har forårsaget skaden på telefonen. Derefter træffer Nævnet afgørelse ud fra, hvad den sagkyndige vurderer, siger han.

Denne vurdering vil også tage højde for, om fejlen skyldes, at du har været for hårdhændet, eller telefonen har været for skrøbelig.

- Altså burde varen kunne holde til det? Eller er det ikke noget, man kan forvente, at en telefon kan holde til, siger Thomas Ryborg.

2) Hvis telefonen måske har en vandskade

Vand og smartphones er dårlige venner, og mange har set en telefon lide druknedøden i en pool eller et toilet.

Samtidig er mange nye telefoner udstyret med en såkaldt "liquid damage indicator", et lille rødt mærke, som slår ud efter nærkontakt med vand.

Men bare fordi væskeindikatoren er slået ud, betyder det ikke, at du ikke kan klage.

- Vi har set eksempler på, at selv om den her væskeindikator er slået ud, så vurderer den sagkyndige ikke, at den fejl, som er på telefonen, er forårsaget af væske i telefonen, siger Thomas Ryborg.

- Så det kan godt være, at væskeindikatoren er slået ud. Men den fejl, som er på telefonen, er ikke forårsaget af, at der har været væske i telefonen, siger han.

3) Hvis mobilen er købt i udlandet

I Danmark har vi etableringskrav, når der gælder forbrugerklager. Og det betyder, at hvis du skal klage over din mobiltelefon, skal virksomheden være til stede i Danmark, forklarer Thomas Ryborg.

- Det er nemlig ikke nok, at de annoncerer på internettet, har en hjemmeside og markedsfører sig over for danske forbrugere. Der er det simpelthen et krav, at de har fysisk virksomhed i Danmark, siger han.

4) Hvis telefonen har været repareret

Nogle oplever, at butikken afviser din reklamation, fordi du eller en uautoriseret reparatør har skiftet eksempelvis skærm eller batteri.

Men her siger Forbrugerklagenævnets praksis, at det alene ikke er grund til, at butikken kan afvise din reklamation, siger Thomas Ryborg.

- Den omstændighed, at en tredjemand eller du selv har været inde over, er ikke i sig selv en afvisningsgrund. Så man kan ikke bare sige, at fordi en tredjemand har kigget på din telefon, så har du ikke reklamationsret. Det siger nævnets praksis, at du stadig har, siger han.

Reklamationsretten

- Betyder, at hvis der er fejl på en vare inden for de første to år efter købet, skal forhandleren løse problemet.
- Gælder også smartphones og alle dele, eksempelvis batteriet. Men da batterier bliver dårligere over tid, kan du kun reklamere over batteriet, hvis det er dårligere end forventeligt.
- Få dokumentation på, hvor og hvornår du har reklameret.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst