Øget indsats mod narko

BRØNDERSLEV:Stadig flere unge kommer ud i narko-misbrug. For mange begynder det som weekend-narkoman. Det vil Brønderslev Kommune gøre noget ved. Kommunen har afsat 350.000 kr. ekstra til kamp mod narko. Børne- og kulturudvalget har drøftet den forebyggende indsats, efter at der er holdt en konference i Brønderslev med repræsentanter fra FrederikshavnPoliti og FrederikshavnKommune. - Vi synes, at nogle af ideerne fra Frederikshavn er så gode, at vi direkte kopierer dem, fortæller formand for børne- og kulturudvalget, Ole Jespersgaard (S). Her og nu er der planer om at oprette en drengegruppe, som man har i Frederikshavn. Her skal gademedarbejderen hjælpe drenge med et fritidsjob efter skoletid. -Det er vigtigt, at vi får fat i de unge, inden de kommer ud i problemer, og kommer de ud i problemer, er det vigtigt, at de kommer til os. Personligt ser Ole Jespersgaard også gerne, at der oprettes et korps af drugstoppere. Det er en gruppe unge, der er gode ambassadører, og advarer andre unge, hvis de er på vej ud på et skråplan. Den seneste tids debat om anabole stereoider mener Ole Jespersgaard også man bør tage alvorligt i Brønderslev Kommune. - Jeg vil gerne undersøge muligheden for, at kræve, at fitnesscentre tilmeldes Antidoping Danmark, og hvis de ikke tilmelder sig, så at fratage dem det kommunale tilskud.