Øget indsats mod socialt snyd

Thisted Kommune opretter en specialenhed som led i øget indsats mod socialt bedrageri

Sager om socialt bedrageri er hverken socialt betinget eller isoleret til bestemte adresser eller postnumre. De findes såvel bag hækkene i parcelhuskvarterene som i almennyttige boligbyggerier. Arkivfoto: Klaus Madsen

Sager om socialt bedrageri er hverken socialt betinget eller isoleret til bestemte adresser eller postnumre. De findes såvel bag hækkene i parcelhuskvarterene som i almennyttige boligbyggerier. Arkivfoto: Klaus Madsen

THISTED:I en periode på seks år fra 2006 til 2011 har en enkelt medarbejder i Thisted Kommune ”fundet” ialt 12,5 millioner kroner, som er udbetalt som såkaldt ”uretmæssige ydelser”. Sagt mere direkte er der årligt i løbet af de seks år afsløret socialt bedrageri for mere end to millioner kroner, skriver Thisted Dagblad mandag.

Nu øger kommunen indsatsen på området som led i et to-årigt projekt. Konkret sker det ved at afsætte yderligere to årsværk til indsatsen mod socialt snyderi, og forventningen er, at der er flere penge at hente, end det koster at øge indsatsen.
- Vi vurderer, at vi kan tjene udgiften til de to årsværk hjem, også så godt og vel, siger Karin Lynggaard, chef for kommunens borgerservice.

Alle skal behandles ens

Hun understreger, at det to-årige projekt ikke er udtryk for en generel mistanke om, at der fuskes med sociale ydelser i et omfang, der gør, at der afsløres dobbelt så mange sager, hvis der sættes dobbelt så mange ressourcer ind på at finde dem.

- Målet med indsatsen er at sikre, at alle borgere bliver behandlet ens og kun får de ydelser, de har krav på. Det er jo rent faktisk alle de, der har orden i tingene, som må betale for de, der uberettiget modtager en ydelse, siger Karin Lynggaard.
Over de kommende to år skal projektet blandt andet vise, om der er ”penge at hente” ved at arbejde på tværs mellem forvaltningerne og med andre myndigheder, eksempelvis skattevæsnet, men også politiet, som inddrages i de grelle sager.
- Dem ser vi også, siger Karin Lynggaard som fortæller, at politiet netop har fået en sag om snyderi for 70.000 kroner.

Sagerne findes alle steder

- Vi har som sådan ingen nedre grænse for, hvornår en sag er for stor eller for lille til at være en sag, men har altid mulighed for at vurdere, om der er tale om bevidst eller ubevidst snyd. Det sidste kan være tilfældet i en situation, hvor man får en ydelse i en periode efter de forhold, så lå til grund for ydelsen er ændret - men at man giver besked om det lidt for sent. Så klares det med en efterregning.

Den skærpede indsats skal ikke stigmatisere bestemte grupper. Karin Lynggaard understreger, at sagerne dukker op alle steder uanset socialt status og postnummer. De findes på adresser i almennyttigt boligbyggeri og bag hækkene i parcelhuskvarterene.
- Vi oplever en stigende forståelse for, at indsatsen er nødvendig, og vi får også stadig flere henvendelser fra borgere med tip om noget, som måske er en sag. Det er så op til vores medarbejderes erfaring og fornemmelser at vurdere, om en sag er en sag - eller det modsatte, siger Karin Lynggaard, som håber, at en øget indsats dels har en forebyggende effekt, dels øger forståelse for det socialt uacceptable i snyderiet.
Efter to år skal projektet og resultaterne evalueres. Et kriterium for succes er, at antallet af sager falder.
- Så har vi nemlig styr på tingene, siger Karin Lynggaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.