Øget pres på ansatte i fængslerne

København, onsdag /ritzau/ Historisk højt antal sager om trusler og vold mod ansatte. De ansatte i landets fængsler og arresthuse har betalt deres del af prisen for den massive overbelægning. Det erkender ledelsen af Kriminalforsorgen i årsberetningen for 2003, som blev offentliggjort onsdag. På grund af længere straffe og flere varetægtsfængslede blev belægget historisk højt sidste år, og denne udvikling kom ovenikøbet efter en næsten lige så presset periode i 2002. Den usædvanlige situation har givet problemer. "Arbejdsmiljøet blev forringet af det ekstra slid på personalet og de indsatte, og der blev brugt en masse energi på at flytte indsatte rundt i landet," hedder det i årsberetningen. Arbejdstilsynet har indledt en kampagne for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, og samtlige institutioner skal have besøg. Netop det høje belæg er en af de faktorer, som tilsynet har peget på i rapporterne om forholdene i fire fængsler og 10 arresthuse. Også risikoen for vold og trusler er blevet undersøgt, og årsberetningen viser, at de ansatte gennem de seneste år har indberettet stadig flere ubehagelige episoder. Sidste år kom tallet op på 366 tilfælde. Så højt et tal har man ikke set magen til tidligere. De fleste sager handler om trusler. For at dæmpe problemet har en arbejdsgruppe blandt andet anbefalet, at der sker en hurtig og konsekvent reaktion over for gerningsmanden, og at der skal etableres et bedre samarbejde med politiet om de dømte, der udgør en særlig risiko. Desuden kan det hjælpe, hvis der ansættes flere fængselsfunktionærer med anden etnisk baggrund end dansk. /ritzau/