Øje for de kvikke børn

Det skete for fem år siden. Da havde skoleinspektør Søren Christian Jensen fra en af Hjørring Kommunes store skoler, Holmegårdskolen, en samtale med en lærer om en meget urolig elev. Barnet burde i specialklasse, mente læreren. Han er ikke begavet nok til at klare sig i den almindelig klasse, lød argumentet.

Skolevæsen 12. december 2004 23:40

- Jeg havde ikke hørt ret meget, før jeg forstod, at det var helt modsat. Drengen var alt for kvik. Han kedede sig, blev urolig, og vi gik der og ledte efter årsager helt andre steder end i hans intelligens, erindrer Søren Christian Jensen, der da tog flere års tankevirksomhed om behandling af begavede børn alvorligt. Men det gjorde kun ganske få andre. Hans forsøg på at få en debat i gang blev kvalt i tavshed. I dag er det anderledes. - Jamen, jeg bliver kimet ned af forældre og af fagfolk, som vil høre mere, fortæller han om reaktionen på, at skolen for halvandet år siden oprettede en særlig klasse, M-holdet, Mensa-holdet, for en gruppe høj begavede børn. - Det har været en rendyrket succes. Børnene trives. Deres forældre er glade, og alt det bare fordi vi tager udgangspunkt i det, eleverne er gode til og giver dem undervisning, der udfordrer dem, fortæller Søren Christian Jensen. Som derfor til sommer lukker klassen ned. - Indstillingen på lærerværelset er ændret. Lærerne tysser ikke på hinanden mere, når de taler om en særligt begavet elev. De taler åbent om det, så nu kan eleverne få den undervisning, de har brug for i klasserne, siger skolelederen. Det har taget tid at få den åbenhed frem, for det er en sag, der er vanskelig at tale om, erfarer han efter 37 år som lærer. - Nogle børn kan være så kvikke, at voksne kan føle sig truet på deres selvværd, lyder en af hans forklaringer, ligesom også Janteloven har betydning, tilføjer han. Men at lærerne kan tale åbent om intelligens på linie med snak om ordblindhed, fysiske handicap, mobning og alt andet, der berører elevernes daglige virke, er helt afgørende for, at børnene kan have det godt på skolen, mener han. Ser de voksne ikke, at barnet er højt begavet, ser man ikke barnet som det menneske, det er, og så kan barnet reagere voldsomt eller med apati. - At der kun er drenge på vores M-hold kan meget vel skyldes, at de viser deres utilpashed på en meget synlig måde. Jeg tror vi må overveje, om ikke også flere af de stille piger er kvikkere, end vi tror. Og måske er nogle af de vilde piger, vi er begyndt at se, også blot højt begavede børn, der ikke udfordres, siger Søren Christian Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...