Øje på skolestart

Der skal fortsat søges om lov, hvis man ønsker at udsætte skolestarten

Politikere er tilfredse med den nye procedure omkring udsat skolestart. Arkivfoto

Politikere er tilfredse med den nye procedure omkring udsat skolestart. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Der er politisk tilfredshed med den nye procedure, hvor forældre skal søge om tilladelse for at få lov til at lade deres børn vente et år med at komme i skole. Men man vil følge op på området.

Sådan var konklusionen, da børne- og skoleudvalget evaluerede de nye regler, som trådte i kraft forud for det skoleår, der er i gang. For knap et års tid siden skulle forældre for første gang sende en skriftlig ansøgning til skolechefen, hvis de mente at deres børn ikke var skolemodne det år, hvor fødselsattesten tilsagde det. Alle ansøgere fik lov, men der var langt færre børn, der fik deres skolestart udsat, sammenlignet med året før, hvor forældre uden videre kunne beslutte at vente.

- Vi har spurgt ind til, hvordan det fungerer, og det lader til, at det fungerer rigtigt godt. Der har været megen debat omkring, om ændringen har betydning, og om der er børn, der kommer for tidligt eller for sent i skole. Det kan vi kun se på lang sigt. Men der har været en dialog med forældre, daginstitution og skole, hvor man har fået det løst på fin vis, der hvor der var ønske om skoleudsættelse, siger udvalgsformand Peter H. S. Kristensen (S).

I tal er der lige nu 11 pct. af børnene i årgang 2006, som går i børnehave, selv om de ifølge kalenderen skulle have været i 0. klasse nu.

Året før var det 19,3 pct. af årgangen, der ventede et år med at komme i skole.

Udvalget er opmærksom på, om det kan betyde, at nogle børn kommer for tidligt i skole.

- Vi har spurgt, om der er nogle børn, der undervejs er gået ud af skolen for at gå tilbage til daginstitutionerne, fordi de ikke var modne nok, og det er ikke et billede, der har været. Men det er vigtigt at følge med i, at det ikke betyder, at dem der ikke søger udsættelse, kommer for tidligt i skole. Det er noget, vi vil følge op på hvert eneste år, siger Peter H. S. Kristensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.