Øjebliksbilleder

- Jeg håber, at læserne deri finder en tolerant mand med et stort hjerte og så mange kvaliteter, at det aftvinger respekt og kærlighed såvel fra en søn som fra et folk. Sådan lyder det i forordet til en ny, fotografisk billedbog om prins Henrik i anledning af hans 70 års fødselsdag. Sønnen er den ældste - kronprinsen, som også til regentparrets sølvbryllup med udtrykket om, at "den, man tugter, elsker man", forsikrede sin far om, at hans sønner aldrig tvivlede om hans kærlighed. Dette spil mellem prins Henrik og kronprins Frederik har andre facetter end den drillende-ironiske. Kronprinsen skriver nemlig også om, hvad der altid har betaget ham hos hans far: Min faders franske rødder, denne fuldkommenhed, hvormed han adskiller sig fra andre, og hans umådelige dannelse har altid betaget mig. Forfinethed, helt igennem menneskelige kvaliteter, intellektuel nysgerrighed er andre beskrivelser. En billedbog. Med en blanding af hvad vi har set før og private billeder fra prins Henriks eget fotoalbum spiller den i høj grad op til kronprinsens forord og teksten i øvrigt, skrevet af medforfatteren på prinsens selvbiografi, Skæbne forpligter. Her er ikke ret mange floskler eller rygtevise sandheder om fødselaren men overraskende (og) tætte skildringer af en rigt facetteret personlighed. Og læs lige de første linjer ovenover nok engang: Hvad er det lige, sønnen siger til os danskere? Mød ham, pak fordommene ned - I vil møde et sjældent menneske. Accent eller ej... Billederne på siden er fra bogen og med prins Henriks egne billedtekster. -trix. ] JP Bøger: Fotos fra prins Henriks private album, tekst: Philippe Viguié Desplaces, 160 sider, 249 kr.