Øjenflimmer i næsten to døgn

Hjørring 21. oktober 2002 08:00

HJØRRING: Ét er at holde fest, noget andet er at lade party'et vare i næsten 48 timer. Og det gjorde de så at sige i weekenden i Ungdomshuset Zonen i Jernbanegade. Festen var dog af den mere flimrende slags, for Zonen inviterede for første gang i husets historie til Netparty. Ifølge arrangør Nils Heide, der er ansat i Zonens IT-afdeling, gik 16 mand høj, her dog iblandet to højgravide kvinder, i gang i løbet af fredag eftermiddag, hvor hver især havde medbragt sin private computer. For formedelst den lille sum af 20 kr. pr. hovede kunne man så ellers koble sig på Zonens hurtige internetforbindelse, og i øvrigt via specielle computerforbindelser samle alle de opstillede computere i ét netværk. Og så blev der ellers gået til tasterne - eller rettere maskinkanonerne eller lasersigtet. For det var primært slagkraftige net-spil som Counterstrike eller Star Craft, det handlede om, hvor alle mand kæmpede mod alle. Men at så mange meldte sig til, første gang Zonen inviterede til netparty, betegner arrangør Nils Heide som en succes. Og så god en succes, at flere har spurgt om en gentagelse. Og det bliver højst sandsynligt i løbet af januar eller februar. Her påpeger Niels Heide sammen med medarrangør Michael Andresen, at der faktisk er plads til 30 spillende netentusiaster på Zonens første sal. I sagens natur, når det nu er krigshelte, det handler om, så gælder også for netparties, at "uden mad og drikke, duer helten ikke". Så ind imellem blev der indtaget fast food og cola i rå mængder, men der var også behov for et par timers søvn, før der atter blev taget ladegreb foran computerskærmen. Og sent lørdag aften måtte flere da også give op for kampens udmattelser, mens et sidste hold endte kampen søndag formiddag, hvor slagmarken var helt ryddet over middag i går.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...