EMNER

Øjenvidne: Politiovervågning af hærchef forsvandt

København, lørdag /ritzau/ En uge før den irakiske hærchef Nazar Al-Khazrajis forsvinden fra Sorø i marts sidste år, forsvandt også den daglige politiovervågning af hans lejlighed på Frederiksbergvej i den sydlige del af byen. Det siger et øjenvidne, lods Mogens von Jessen, der dagligt passerede hærchefens boligblok på sin vej til Sorø Station. - Adressen var altid mandsopdækket af politibiler. Folk, der kørte forbi, overholdt hastighedsgrænsen, og ingen i det sydlige Sorø cyklede forbi uden cykellygter efter mørkets frembrud. Men en uge før hans forsvinden forsvandt politibilerne. Vi talte om det i familien, for det var underligt, at det skete lige op til Irakkrigen, man skulle snarere have forventet mere overvågning, siger Mogens von Jessen til Ritzau. Hans iagttagelser føjer sig til nye oplysninger fra DR Dokumentar om, at hærchefen allerede befandt sig i Stockholm, da han blev efterlyst af dansk politi som flygtet fra sin bopæl i Sorø. Derfra gik turen videre til Syrien og ind i den kurdiske del af Nordirak. Men kurderne afviste ham med den begrundelse, at USA ikke ønskede at have noget med ham at gøre. Hærchefen levede på tålt ophold i Danmark mistænkt for at have begået krigsforbrydelser mod kurderne som general i den irakiske hær. Da han flygtede fra Danmark, var han i surrogatfængsling. Han måtte ikke forlade landet og blev lejlighedsvist kontrolleret af politiet. Ifølge DR Dokumentar nægter hærchefen sig skyldig i anklagerne om krigsforbrydelser og er måske parat til at komme til Danmark til en eventuel kommende retssag. /ritzau/