Øjenvidne til terror

Fra sit hotelværelse i New York så Jess Jensen fly nummer to skære ind i World Trade Center kun 100 meter væk

Spanien 8. september 2002 08:00

Der er eksploderet en bombe i World Trade Center. Bliv indendøre. Sådan lød meddelelsen over højttalersystemet på Hotel Hilton Millenium på Manhattan i New York tidligt tirsdag morgen 11. september 2001. På hotellets 24. etage var nordjyske Jess Jensen og hans bedste ven lige vågnet til en solklar dag, hvor de som turister skulle tage storbyen nærmere i øjesyn på en kombineret ferie- og forretningsrejse. Men noget tydede på, at dagen ville få et anderledes forløb. Allerede nogle minutter forinden havde de to venner hørt et dumpt brag. Efter beskeden fra højttaleren gik de hen til et vindue og kiggede over mod World Trade Center 100 meter borte. Røg og flammer væltede ud af bygningen. De to fandt kameraerne frem, og mens de fotograferede, lød det over højttaleren, at et fly var styrtet ind i skyskraberen, og at alle hotelgæster skulle blive indendøre. Jess og hans ven besluttede sig straks for at ringe hjem til Danmark for at meddele, at de var i god behold. Mens kammeraten stod og snakkede med sin kæreste i telefonen, kiggede Jess ud af vinduet. - Pludselig får jeg øje på fly nummer to, der kommer glidende gennem luften og forsvinder lige ind i World Trade Center. Jeg når måske at se flyet i to sekunder, og derefter kom eksplosionen. Jeg sprang væk fra vinduet i ren refleks, fortæller 27-årige Jess Jensen, der kommer fra Fjerritslev. Ned, ned Stærkt chokerede fik de to venner besked fra højttaleren om at forlade den høje bygning, der indtil en halv time tidligere havde virket som det sikreste sted i verden. De to venner hoppede i det tøj, de havde på dagen før, og havde åndsnærværelse nok til også at tage pas og kreditkort med sig. Alt andet, blandt andet kammeratens firmabil, mistede de på hotellet. - Ude på gangen ledte vi efter en trappe ned fra 24. etage, men vi kunne ikke finde en. I stedet ventede vi på elevatoren, men der var mange, som ville ned. Om der gik to eller ti minutter, ved jeg ikke den dag i dag. Men det var nogle lange minutter. Vi fornemmede, at det var med at komme ned, siger Jess Jensen. Omsider kom elevatoren og sænkede dem ned på gadeplan. Nede på gaden var en løbende brandmand det første, som Jess Jensen og hans kammerat lagde mærke til. Brandmanden havde målrettet kurs mod World Trade Center. Det næste, de to venner så, var en blodpøl på fortovet og en båre, som var ved at blive læsset ind i en ambulance. - Her bagefter er det en af de detaljer, jeg tit tænker på. Hvordan var den person kommet til skade? Var det en almindelig ulykke, eller havde han fået bygningsmateriale i hovedet, eller var han blevet blæst ud af bygningen, da flyet ramte, spørger Jess Jensen. Efter en kort rådslagning besluttede de to venner at gå ned mod havnen, hvor de havde været dagen før. - På det tidspunkt var der ingen panik i gaderne. Ingen tænkte på det tidspunkt på, at tårnet kunne styrte sammen, og folk gik bare lige som os – stille og roligt væk fra World Trade Center, mens brandmændene derimod styrtede den modsatte vej, husker Jess Jensen. En af de sidste i tårnene De to danskere var kommet til New York dagen forinden. Jess Jensen havde som sælger af slagterivarer været på forretningsrejse i Canada, og hans kammerat var udstationeret for sit firma i Washington nogle hundrede kilometer væk. Foruden et par møder havde de to planlagt at nyde fire dage i New York, hvor Jess aldrig havde været før, og allerede første dag havde de haft travlt med at opleve storbyen. - Vi havde rigtig været turister og sejlet rundt om Manhattan. Vi havde også diskuteret, om vi skulle tage op i World Trade Center om mandagen eller vente til dagen om tirsdagen. Men fordi vejret var så godt, tog vi derop mandag, fortæller Jess Jensen, som dermed blev en af de sidste, der kunne nyde udsigten over millionbyens mangfoldighed fra det 410 meter høje vartegn. Nede ved havnen – mellem udflugtsbåde, hyggelige barer og restauranter - forsøgte de to venner endnu en gang at ringe til Danmark. I første omgang var det svært at få forbindelse, så Jess Jensen besluttede sig for at satse på ét opkald til sit firmas kontor i København og få dem til at give besked videre til familie og andre pårørende. - Endelig lykkedes det mig at komme igennnem, men mens jeg stod og snakkede med kontoret, styrtede det første tårn pludselig sammen, siger Jess Jensen og beskriver den sky af røg, støv og ikke mindst papir, der som konfetti lagde sig over hele bydelen. - Først da gik det op for mig, hvor alvorlig situationen var, og jeg græd et kort øjeblik - det hele var så overvældende. De to stod nu uden bil, uden hotel og uden andre ejendele end det tøj, de havde på. Men at gå tilbage til hotellet var udelukkket. - Jeg foreslog, at vi skulle gå over en bro for at komme over til anden del af New York, men det ville min kammerat simpelt hen ikke være med til. Vi anede jo ikke, hvad der kunne ske, og om endnu et fly ville angribe f. eks broen for at slå endnu flere mennesker ihjel, fortæller Jess Jensen. Til sidst fik de den ide at opsøge et andet Hilton-hotel i tiltro til, at man her kunne hjælpe med en overnatning som erstatning for den tabte. Det kunne ikke lade sig gøre, men til gengæld fik de lov til at se lidt CNN, og Jess Jensen fik telefonisk kontakt til sine forældre – Jane og Birger Jensen, Fjerritslev - der på dette tidspunkt var på ferie på Mallorca. Herefter satte de to venner sig i det første tog syd på for at finde et hotel med ledig plads. - Men alt var kaos, og alt var optaget, for andre end os var på vej væk fra New York. Med hjælp fra flinke amerikanere lykkedes det os til sidst at finde et kummerligt hotelværelse, før vi dagen efter fortsatte til Washington, hvor min kammerat boede, siger den 27-årige nordjyde. Mødet med Ground Zero I dag er Jess Jensen tilbage i København. Her har han de seneste fem år boet og arbejdet efter en opvækst og ungdom i Fjerritslev. Han har blandt andet gået på handelsskole i Aars, taget HF i Ranum og spillet golf på højt niveau i Himmerland Golf og Country Club i Vesthimmerland. Oplevelsen i USA har sat sine tydelige spor på de to. For Jess' kammerat betød terrorangrebet, at han ikke længere havde lyst til at bo i USA, og han er nu udstationeret i England. For Jess har 11. september været en meget voldsom erindring, han har haft svært ved at dele med andre. - Den dag, jeg kom hjem, snakkede jeg med en god ven om det, men der gik nok en uge, inden kæresten og familien fik noget ud af mig. Ellers har folk spurgt og spurgt, fordi de vidste, at jeg var i New York, da flyene ramte ind i World Trade Center, men jeg har ikke haft lyst til at fortælle om det, siger Jess Jensen, der heller ikke ville lade sig fotografere til NORDJYSKE i forbindelse med dette interview. For tre uger siden fik han dog lejlighed til at bearbejde sine indtryk, da han og kæresten var på ferie i New York. Formålet var dels at få set noget af alt det, han ikke havde fået lejlighed til i septemberdagene i fjor, og måske mere indirekte prøve at forstå, hvad der egentlig var, der skete i de intense timer. - Jeg havde egentlig glemt alle lyde, men da jeg stod i New York igen og hørte lyden af brandbiler, vældede det hele frem. Og da jeg stod ved hullet på Ground Zero, kneb jeg en tåre. Først da gik det op for mig, hvad der egentlig var sket - at jeg havde været vidne til, at rigtig mange mennesker var blevet dræbt, siger Jess Jensen. - Jeg tænker på 11. september hver dag. Ikke sådan at jeg er ked af det, men jeg bliver bare mindet om det på den ene eller den anden måde. Jeg vil helt sikkert aldrig glemme den dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...