Forskning

Øjet kan afsløre Alzheimers

Nerveceller ved nethinden kan måske forudsige den frygtede sygdom

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:27

LOS ANGELES: Engang i fremtiden bliver det måske muligt for din optiker at spore eller forudsige, om du får Alzheimers. Det skriver jp.dk.

Det viser ny amerikansk forskning, som skal være med til at frembringe nye og mere effektive diagnosemetoder.

Efter forsøg med mus har forskerne fra Georgetown University Medical Center i Washington D.C. opdaget, at analyser af nethinden muligvis kan bruges til at diagnosticere den frygtede sygdom.

Tab af nerveceller

Resultaterne blev offentliggjort i weekenden i forbindelse med en konference arrangeret af Society for Neuroscience i USA.

Forskerne bemærker, at nethinden er en direkte forlængelse af hjernen, og at en udtynding af nethinden og tab af nerveceller i dette område kan kædes sammen med tab af hjerneceller i forbindelse med Alzheimers.

Det er en af konklusionerne på flere forsøg og analyser af genmodificerede mus med Alzheimers.

Testes på mennesker

Professor Scott Turner fra Georgetown University Medical Center understreger dog, at det endnu er for tidligt at overføre konklusionerne fra museforsøgene til mennesker. Der skal først gennemføres undersøgelser af mennesker, før der kan konkluderes noget om dette.

- Men vi håber, at dette kan oversættes til menneskelige patienter, og vi formoder, at udtyndingen i nethinden finder sted, længe før man bliver ramt af demenssygdommen, siger han.

Hvis der er noget om snakken, er forskerne kommet et vigtigt skridt videre i kampen mod den frygtede lidelse. Det anslås, at mindst 30 millioner mennesker på verdensplan lever med sygdommen.

Der findes ingen helbredende behandling af Alzheimers, men sygdomsudviklingen kan bremses i nogle år ved behandling med de rette lægemidler.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden