EMNER

Øjnene stod på stilke

SÆBY: Det kan ellers nok være, at Jette Andersens øjne stod på stilke, da hendes påskeliljer sprang ud. Gennem 10 år har løgene ligget det samme sted i haven, og blomsterne har altid været gule. Og nu stod pludselig en håndfuld, der havde hvidgule kronblade og en sart laksefarvet midte. - Det undrede mig meget. Jeg har aldrig set påskeliljer med disse farver, og jeg blev selvfølgelig ret nysgerrig, siger Jette Andersen. Hun tog et par af blomsterne med på rundtur til lokale gartnere. Hele tre af slagsen fik besøg af sæbynitten med den underlige blomst. Og alle gartnerne måtte forbløffede slå ud med hånden og erkende, at sådan en havde de godt nok aldrig set før. - Det er sjovt at have den slags sjældenheder i sin have. Der er nok tale om en kloning, men spørg mig ikke, hvordan det er sket, siger Jette Andersen. Sæsonen er ved at være slut for påskeliljerne, men blomsterløgene i haven på Henrik Ibsensvej får lov at ligge. For det er jo ikke godt at vide, hvad der sker nede under jorden de kommende måneder. Nu har løgene bevist, at den kan, så måske dukker nye sjældenheder op i foråret 2004. kjær