ØK siger ja til boliger og forretning

Entreprenør vil fjerne Brovst Hotel og bygge 16 boliger

BROVST:Økonomiudvalget har sagt ja til de økonomiske forhold omkring et stort projekt, som skal forvandle bygningskomplekset med Brovst Hotel og ejendomsmæglervirksomheden til boliger og forretning. Det gælder de økonomiske forhold, som vedkommer Brovst Kommune. En entreprenør fra Aalborg vil opføre otte andelsboliger og otte ældreboliger samt en butik på hjørnet af Østergade og Kirkegade, hvor hotellet i dag ligger. Økonomiudvalget har sagt ja til at yde tilskud på syv procent af udgifterne til ældreboligerne. Det svarer til mellem 500.000 og 600.000 kr., og beløbet tages med på næste års budget. Desuden skal der ydes en kommunegaranti for belåning af andelsboligerne mellem 65 procent og 80 procent af opførelsessummen. Inden projektet kan realiseres kræver det en særskilt lokalplan, som ikke har noget at gøre med den lokalplan, der laves for Brovst midtby, oplyser borgmester Mogens Gade (V). Det skyldes, at bebyggelsesprocenten ændres. - Jeg tror, der er god mulighed for at få udlejet boligerne. Der er hos ældre stor interesse for at bo så centralt, siger Mogens Gade. - Jeg synes da det er ærgerligt, at vi mister hotellet. Men jeg håber, at nogen vil finde på at lave et spisested et andet sted i byen, tilføjer han. Hotellets ejer, Jens Oluf Thomsen, har ikke ønsket at kommentere projektet på nuværende tidspunkt.