Mejerier

Økobønderne vejrer forår

Stærkt stigende interesse for danske økologiske mælkeprodukter i Tyskland

Landbrugets konkurrenceevne er svækket voldsomt gennem det seneste årti. Det kan få konsekvenser for fremtiden. Arkivfoto

Landbrugets konkurrenceevne er svækket voldsomt gennem det seneste årti. Det kan få konsekvenser for fremtiden. Arkivfoto

De økologiske mælkebønder i Danmark vejrer økonomisk forår. Eksporten boomer. - Vi står netop nu overfor nogle af de mest positive fremtidsudsigter for dansk økologisk fødevareeksport i mange år. Sådan lyder den klare melding fra eksportchefen i Økologisk Landsforening, Klaus Bentzen. Mejeriprodukter udgør næsten halvdelen af den økologiske eksport fra Danmark og er samtidig den øko-varegruppe, der havde den største stigning fra 2009 til 2010, nemlig 41 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Klaus Bentzen har store forventninger til udviklingen. - De kommende år vil der være en øget kamp om den økologiske mælk. Hvis udviklingen på de nære eksportmarkeder går lige så stærkt, som det ser ud til, får produktionen svært ved at følge med efterspørgslen. Hos mejerierne bliver der kamp om mælken fra landmændene, og hos butikkerne bliver det en kamp om at vælge de rigtige mejerier. For butikkerne har i stigende grad behov for mængde og bredde i sortimentet, vurderer han og forklarer, at der netop derfor er meget spændende fremtidsudsigter for dansk, økologisk mejeribrug. Forventning hos Arla Tyskland er det vigtigste eksportmarked for økologiske mejeriprodukter fra Danmark, og hos mejerikoncernen Arla er der forventning om stigende afsætning. - I Tyskland er økologi ikke et stort og udbredt fænomen endnu, men det er begyndt at vokse, siger Arlas pressechef, Theis Brøgger. Indtil nu er Arlas mælk i Tyskland blevet solgt som private label, der er dagligvarehandlens egne mærker, men inden længe forventer Arla at lancere økologiske varer under eget varemærke. - Det giver mulighed for at henvende os mere direkte til forbrugerne og fortælle mere om produkterne ved hjælp af vores egen markedsføring. Hvis vi lykkes med det, vil det helt klart betyde et stort, spændende potentiale for økologieksporten, siger Theis Brøgger. Arla kan nu afsætte omkring 90 procent af den mælk, der bliver produceret af økologiske leverandører som økologiske produkter. - Det er en ganske høj og tilfredsstillende andel, siger Theis Brøgger. Da den økologiske bølge for alvor begyndt for nogle år siden, lagde så mange landmænd om til økologisk drift, at Arla i perioder ikke kunne afsætte al deres mælk som økologisk. Tysk fokus i Thise Også hos det økologiske mejeri Thise i Salling har man fokus på de nære eksportmarkeder - deriblandt Tyskland. - Vi har været på det tyske helsekostmarked i cirka tyve år, og det har været meget stabilt. Nu foretager vi i højere grad opsøgende salgsarbejde, og i løbet af de sidste par år er vi også kommet ind i dagligvarehandelen. I øjeblikket har vi varer i fire tyske kæder, og den vej vil vi meget gerne udvikle yderligere, siger salgschef ved Thise, Mogens Poulsen.