Fiskeindustri

Økokonomisk nedgang præger Færøerne

Torshavn, søndag /ritzau/ Økonomisk nedgang præger Færøerne. Stigende arbejdsløshedstal, mindre likviditet og underskud er nogle af konsekvenserne. Bølgedalen i den færøske økonomi ses nu for alvor, både når det gælder likviditeten i den færøske Landsbank samt arbejdsløshedstallene. Det private erhvervsliv - herunder ikke mindst havbrugene, dele af fiskeflåden samt andre områder af fiskeindustrien - har det også svært. Af samme grund lyder der blandt andet nogle bekymrede ord angående det færøske erhvervsliv fra direktøren i den tidligere omstridte Føroya Banki, Jørn Astrup Hansen. Når det gælder det offentlige Færøerne, er indtægterne faldet så meget i forhold til udgifterne, at Færøernes Landsstyre har måttet se sig nødsaget til at låne penge fra sin egen bank - Færøernes Landsbank, svarende til Nationalbanken i Danmark. Ikke siden 1998 har det været nødvendigt, for Færøernes landsstyre at låne i Landsbanken, og selv om beløbet hidtil kun udgør syv millioner kroner har det medført, at Landsbankens likviditet kan opfattes som negativ. Ifølge bestemmelserne skal Færøernes Landsbank have et indlån, der minimum udgør 15 procent af bruttonationalproduktet. På nuværende tidspunkt svarer det til, at Landsbanken skal have 1500 millioner kroner, men ifølge den seneste opgørelse fra Landsbanken udgør indlånet 1493 millioner kroner. Antallet af arbejdsløse på Færøerne er nu også det største siden starten af år 2000. Færøernes Statistik oplyser, at i december 2004 var procenten af ledige Færøerne kommet op på 3,9 procent. Antallet af arbejdsløse mænd overhaler samtidig antallet af kvinder uden arbejde, og særlig på den store sydligt beliggende ø, Suderø er der mange uden arbejde. Det private erhvervsliv, herunder ikke mindst Færøernes hovedindustri, fiskeriet, er inde i en svær periode. De færøske filetfabrikker, der har stor betydning for flere bygder, venter et samlet underskud for 2004 på omkring 25 millioner kroner. Det er et endnu større underskud end i 2003. Også den færøske fiskeflåde det svært. Formanden for Færøernes Råfiskesalgsforening, Árni Joensen, fastslår, at der ikke er penge nok til renter og afdrag. - Situationen er kritisk, for som helhed er priserne for lave. Flåden formår derfor ikke at klare sine forpligelser, og nye investeringer kommer slet ikke på tale, udtaler Árni Joensen. Overfor Færøerens Radio lyder der samtidig en bekymret kommentar fra direktøren i Føroya Banki Jørn Astrup Hansen. I forbindelse med Bankens årsregnskab, der i øvrigt viser flotte tal, påpeger Jørn Astrup Hansen, at Føroya Banki nu ser en smule bekymret på det færøske erhvervsliv. - Fiskefabrikkerne har det svært. Og en del af ferskfiskeflåden ligger "tungt" i søen, anfører Jørn Astrup Hansen, der også nævner fiskeopdrætserhvervet, som på grund af sygdom blandt fiskene og lave priser har kostet trecifrede milliontab. /ritzau/