Økolog dømt for ulovligt medicin

RINGKØBING:Den første danske økolog blev i går ved Retten i Ringkøbing dømt for ulovligt at have brugt og opbevaret medicin i sin besætning. Anklageren krævede en bøde på 33.000 kr. men er tilfreds med bøden på 16.000 kr., som er markant højere end normalt for medicinmisbrug. Efter nytår diskuterer økologens mejeriselskab Arla, om dommen får yderligere konsekvenser. Flere økologiske topfolk kræver, at landmanden af staten fratages retten til at være økolog. Det er sandsynligt, at landmanden anker dommen, da han erkender at have haft medicin på gården, men fortsat nægter at have brugt det på dyrene. Siden sagen kom frem er endnu en økologisk mælkeproducent blevet afsløret ved Haderslev. Denne sag er endnu ikke afgjort. /ritzau/