Økonom: Danskerne vil bruge omkring halvdelen af feriepengene

Der bliver frigivet 60 milliarder kroner i indefrosne feriepenge. Ifølge økonom vil halvdelen gå til forbrug.

Omkring halvdelen af de udbetalte feriepenge vil gå til forbrug, vurderer Danske Bank. (Arkivfoto)

Omkring halvdelen af de udbetalte feriepenge vil gå til forbrug, vurderer Danske Bank. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Et flertal i Folketinget blev natten til mandag enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge.

Det svarer til en udbetaling på omkring 60 milliarder kroner til befolkningen, som skal sparke gang i den danske økonomi, der har lidt et knæk under coronakrisen.

Beløbet vil være mærkbart for dansk økonomi og være med til at øge forbruget. Det vurderer Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

Men det vil erfaringsmæssigt ikke være alle pengene, som går til en ny sofa, nye vinduer eller en ferie.

Under finanskrisen i 2009 blev det muligt at få udbetalt SP-bidraget, der var en særlig pensionsopsparing.

Dengang blev omkring 60 procent af pengene omsat til forbrug, mens resten gik til opsparing.

Louise Aggerstrøm Hansen vurderer, at tallet vil blive lavere denne gang.

- Det er svært at vurdere, hvor meget der vil gå til forbrug, fordi det her er folks egne penge, og vi står derudover i en ret unik situation med coronakrisen, som vi ikke har set før.

- Det bliver formentlig lidt lavere forbrug sammenlignet med SP-bidraget, fordi danskernes økonomiske situation generelt set er bedre i dag, siger Louise Aggerstrøm Hansen, der spår, at halvdelen vil gå til forbrug.

Hun vurderer, at det især vil være folk med presset økonomi, som vil omsætte pengene direkte til forbrug.

- Der er en klar tendens til, at jo større udbetalinger, jo større del går til opsparing.

- Omvendt vil man være mere tilbøjelig til at bruge penge, hvis man har en presset økonomi, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Der er indefrosset fem ugers feriepenge grundet en ændring i ferieloven.

Pengene skulle egentlig først være udbetalt, når den enkelte går på pension.

Men tre af ugerne bliver altså skudt afsted for at sætte gang i forbruget efter coronakrisen.

Pengene bliver af tekniske årsager ikke udbetalt nu og her, men allersenest til oktober. Det oplyser Finansministeriet.

Derfor er det usikkert, hvor mange af pengene som allerede nu bliver omsat til forbrug.

- Der vil helt sikkert været nogen, som allerede går i gang med at bruge pengene nu, hvor man ved, at de kommer. Men de fleste vil nok også vente på, at de rent faktisk står på kontoen, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.