Udland

Økonom: Italienerne vender ryggen til Europa

Stor opbakning til Italiens svar på Jacob Haugaard er bare et af problemerne ved valget, siger bankøkonom.

Økonom: Italienerne vender ryggen til Europa

Hovedparten af vælgerne i Italien går ikke ind for at gennemføre de økonomiske reformer, som den tidligere premierminister Mario Monti var fortaler for.

Og det er bekymrende, lyder det i en kommentar til valget fra Danske Banks ekspert på området, økonom Frank Øland Hansen.

At over hver fjerde vælger søndag og mandag satte kryds ved oprørspartiet 5-Stjerne-Bevægelsen, anført af komikeren Beppe Grillo, siger vel næsten alt om det kaos, der hersker på Italiens politiske scene, mener Frank Øland Hansen.

- Valgresultatet viser, at italienerne ikke ønsker at gennemføre nødvendige strukturelle reformer. Det er bekymrende. Italien har stort set ikke haft nogen økonomisk vækst det seneste årti blandt andet på grund af manglende reformer, skriver han og fortsætter:

- Alligevel gav mere end halvdelen af de, der stemte, deres stemme til Berlusconi eller Grillo. Grillo, der vel bedst kan betegnes som Italiens svar på Jacob Haugaard, fik hver fjerde stemme.

I lighed med andre kommentarer forventer Frank Øland Hansen, at det mudrede resultat - ingen af fløjene har opnået flertal i begge kamre i parlamentet - vil resultere i endnu et valg.

- Det betyder sandsynligvis, at den italienske præsident udpeger en midlertidig regering, at valgloven måske skal justeres, og at der skal udskrives nye valg, skriver han.

Finansmarkederne i både USA og Asien reagerer negativt på det politiske kaos i eurozonens tredjestørste økonomi.

- Nervøsiteten må ventes at fortsætte i dag. Det komplicerede valgresultat har desværre gjort, at risikoen for, at gældskrisen kan blusse op igen, er øget, mener bankøkonomen.

Danske Bank forventer, at Den Europæiske Centralbank ECB's sikkerhedsnet med opkøb af statsobligationer stadig står til rådighed for Italien.

- Men der kommer ingen hjælp, uden at Italien lover at gennemføre flere reformer. Det er lige nu lidt svært at se, hvem der kan love det, skriver Øland Hansen.

Onsdag skal Italien til eksamensbordet. Finansministeriet i Rom har annonceret et salg af statsobligationer, og her vil investorernes tillid til landet blive testet.

- De udenlandske investorer vil muligvis ikke være ivrige efter at købe disse papirer, vurderer Frank Øland Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst