Økonom: Mange penge står på spil i Brasilien

Den forestående VM-fodboldfest er en transformationsøkonomisk begivenhed, der kan berige alle deltagere.

Millioner af kroner står på spil i den kommende måned, hvor verdens bedste fodboldspillere er samlet til VM i Brasilien.

Spillere kan med en god slutrunde skyde sig til stjernestatus og score en lukrativ kontrakt, mens klubber kan spotte den næste investering. Andre klubber vil måske opdage, at de har et stort salgsobjekt gående i truppen.

- Da Danmark i 1992 vandt EM i Sverige, så blev flere relativt ukendte danske spillere fra Superligaen solgt til udlandet, siger sportsøkonom Kenneth Cortsen.

- John "Faxe" Jensen røg til Arsenal og Kim Christofte til FC Köln. Og jeg kunne blive ved.

- Vi ser altid nye navne brage igennem ved slutrunderne, hvilket kan sikre dem en kontrakt i en af de store klubber, siger Cortsen.

Selv om de største klubbers scoutingsystemer bliver bedre og bedre, så er sportsøkonomen overbevist om, at det er muligt at finde nye guldklumper.

- Klubberne burde have et overblik, men der kan være spillere, der kommer fra mindre ligaer, som nu brager igennem på den store scene. Så kan det pludselig gå op for folk, at den og den spiller er dygtig, siger Cortsen.

For sponsorerne og den brasilianske værtsnation står der også en masse på spil under slutrunden.

Det vurderes, at Brasilien har investeret omkring 60 milliarder kroner i slutrunden.

Derudover har det internationale fodboldforbunds (Fifa) sponsorer ifølge BBC spyttet et beløb på omkring otte milliarder kroner i kassen hos fodboldforbundet for at lege med.

- Fodbold-VM er en transformationsøkonomisk begivenhed, som kan skabe en positiv forandring for alle de interessenter, som er med.

- Der er lavet mange investeringer af den brasilianske stat, og selv om der er mange omkostninger lige nu, så må flere mene, at det kan betale sig på sigt for Brasilien, siger Kenneth Cortsen.

- Det samme gælder for sponsorerne. Fodbold er en af de få sportsgrene, der rammer bredt hos målgrupperne.

- VM i fodbold er så stort og populært, at resten af verden næsten går i stå. Det hele bliver i dag forstærket på de sociale medier, hvor opmærksomheden omkring VM bliver stimuleret yderligere, siger Cortsen.

VM skydes i gang torsdag aften, når Brasilien spiller åbningskamp mod Kroatien i São Paulo.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.