Økonomer: Kickstart økonomien

København, fredag /ritzau/ Daglige massefyringer i erhvervslivet på grund af den økonomiske krise gør en vækstpakke mere aktuel, mener bankøkonomer. Hver dag bliver danskere sendt ud i arbejdsløshed. Virksomhederne har kastet sig ud i omfattende fyringsrunder på grund af den økonomiske krise, og der vil blive brug for en kickstart af den økonomiske vækst. Det mener et flertal af bankøkonomer i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel. 10 økonomer - svarende til 63 procent - mener det er nødvendigt at kickstarte økonomien, og det er på tide politikerne får strikket en plan sammen nu. Det er skatteminister Kristian Jensen (V) enig i. - Jeg tror på, at behovet er til stede. Også selvom de nye ledighedstal ikke er så voldsomme, som vi frygtede. Vi oplever en klar opstramning i økonomien, og derfor vil det være nødvendigt at agere nu for ikke at ende i problemer. Jeg vil slet ikke afvise, at vi skal lave en kombination af fremrykkede investeringer og underfinansierede skattelettelser til at sætte gang i dansk økonomi, siger Kristian Jensen til Ritzau. Skatteministeren fastslår, at fremrykkede offentlige investeringer til gengæld kun vil gavne bygge- og anlægssektoren. - Jeg mener også, at man skal kigge på nedgangen i detail- og servicesektoren, siger Kristian Jensen. Til gengæld hjælper fremrykkede offentlige investeringer ikke på de strukturelle problemer. Altså spørgsmålet om, hvordan arbejdsmarkedet ser ud om fem til ti år. - Lavere skat på arbejde vil have en effekt på både kort og længere sigt. Men det bliver svært at lave skattelettelser, der har virkning før 1. januar 2010. Ud fra den simple betragtning, at det kræver en lovbehandling, som kan tage sin tid. Vi er ikke startet med at skrive lovene endnu, og det vil også kræve nye udsendelser af skattemateriale til borgerne. Derimod kan fremrykning af offentlige investering ske relativt tidligt. Det vil kun have nogle ganske få måneders varsel, før det tager effekt, siger Kristian Jensen. Det er dog ifølge bankøkonomerne i Ritzau og RB-Børsens panel ikke ligegyldigt, hvornår regeringen slipper en vækstpakke løs. Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven siger, at vitaminindsprøjtningen skal komme på det rigtige tidspunkt. - Der er god fornuft i at gøre en plan klar. Skyerne trækker alvorligt sammen om dansk økonomi, men timingen skal være på det rigtige tidspunkt - og det er ikke lige nu, fordi ledigheden fortsat er lav, siger Jacob Graven. Cheføkonomen mener dog, at økonomien vil blive banket så voldsomt ned, at planen ville skulle sættes i værk senere i 2009. - Kortsigtede offentlige investeringer er et godt redskab, som vil hjælpe her og nu. Det er det bedste redskab. Det kan kombineres med skattelettelser, som også vil løse et mere langsigtet problem med arbejdskraften, siger Jacob Graven. Seniorøkonom i Jyske Bank Niels Rønholt ser også en vækstplan i 2009 for sig, men understreger, at timingen skal være den rigtige for at planen skal virke. - Ledigheden er altså fortsat lav. Planen skal forberedes så den ligger klar, og der kan blive brug for den i anden halvdel af 2009, siger Niels Rønholdt. Økonomerne mener, at skattelettelser kan være ufinansierede i starten, hvilket skatteministeren er enig i. - Det viser klart, at sagkundskaben - i den udstrækning man kan kalde bankøkonomer for sagkundskaben - er enig med regeringen i, at der er en klar mulighed for at dosere timing og indfasning sådan, at vi underfinansierer i starten. Og så selvfølgelig sørger for, at finansieringen er på plads på længere sigt, siger Kristian Jensen. Bankøkonomerne i det økonomiske panel ser både skattelettelser og fremrykkede offentlige investeringer som den medicin, der skal få den økonomiske vækst på fode igen. En skattereform kan være underfinansieret i begyndelsen, mener 15 af bankøkonomerne - svarende til 94 procent. Derimod er det er rigtig dårlig idé at kæde en økonomisk vækstpakke sammen med bankpakke II. /ritzau/