Økonomer: Ulighed øges med ny skattereform

Folk i arbejde får mere - folk uden får mindre.

Økonomer: Ulighed øges med ny skattereform

Danmark er et af de lande i verden, hvor forskellen mellem rig og fattig er mindst, men den nye skatteaftale, der blev indgået fredag mellem regeringen og Venstre og Konservative, vil øge forskellen.

Det er der ingen tvivl om, lyder vurderingen fra flere økonomer i søndagens udgave af Jyllands-Posten.

- Der kommer en lidt større ulighed. Det kan ikke undgås, når man vil lave en skattereform, som skal få folk til at arbejde mere, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, til avisen.

Skatteaftalen indebærer blandt andet en forøgelse af topskattegrænsen og et større beskæftigelsesfradrag, mens folk på overførselsindkomster får en lavere regulering af indkomsterne.

Han vurderer, at uligheden er blevet større i den endelige aftale, end det udspil regeringen kom med i begyndelsen.

Samme vurdering kommer fra den tidligere overvismand Christen Sørensen. Han hæfter sig ved, at ejendomsværdiskatten og rentefradraget er fredet frem til 2020.

- Der er ikke noget mere indkomstudjævnende end at beskatte boligen, og det har man udeladt, siger han.

Økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet slår fast, at vinderne bliver dem i arbejde, mens dem uden bliver taberne.

Men selvom uligheden øges, er det ikke noget, der vil vende samfundet på hovedet, siger han.

- Det er ikke sådan, at Danmark går fra at være et af de mest lige lande til et af de mest ulige.

/ritzau/