Økonomi: Det drømmer danskerne om

Øget opsparing topper og overhaler feriedrømmene. Se hvad folk vil bruge deres penge til

Mange af os går rundt og drømmer om at købe en ny bil. Foto: Iris/Scanpix

Mange af os går rundt og drømmer om at købe en ny bil. Foto: Iris/Scanpix

HELE LANDET: Overordnet drømmer knap halvdelen af os danskere om at bruge flere penge på opsparing. Opsparing og reduktion af gæld står centralt i mange forbrugeres fokusfelt.

Tryghed i økonomien er stadig vigtig for danskerne, uanset om det drejer sig om at bruge penge, vi allerede har tjent eller penge, vi ville bruge, hvis vi kunne, det viser en ny måling fra Nordea, der med den i hånden har set nærmere på, hvad vi gerne vil bruge vores penge på.

Der er også blevet plads til flere af de andre drømme, som handler om at bruge penge. Mere forkælelse med byture, en ny bil og opgradering af boligen fylder for flere end i tidligere målinger. Det peger på, at danskerne har forbrugsappetit.

Hvornår begynder vi?

Spørgsmålet er, hvornår vi går til biddet? Gennemsnitsdanskeren har udsigt til en stigning i reallønnen igen i år, lav inflation, lave renter, en højere beskæftigelse samt en stabilisering på boligmarkedet.

Der er faktisk en reel økonomisk mulighed for, at mange danskere kan få nogle flere forbrugsønsker opfyldt. Hertil skal man også lægge, at de finansielle formuer faktisk aldrig har været højere, end de er for tiden.

I Hovedstadsområdet handler forbrugsdrømmene i højere grad om tryghed i form af opsparing. Andelen, der vil spare mere op, er steget, hver gang målingen er foretaget.

Stor variation

Men ellers breder drømmene sig mere og mere overalt - fra oplevelser som flere koncerter m.m. og flere byture, forbrugsgoder som nyt tøj, ny elektronik, en opdatering af boligens indretning og en ny bil.

Feriedrømme fylder stadig meget, og hovedstadens beboere er dem, der har flest feriedrømme af alle. Alt i alt ligger hovedstadens indbyggere inde med mange potentielle forbrugsønsker, som venter på at blive vekslet til virkelighed.

Sjællændernes forbrugsdrømme kredser mere om ny bil og bedre bolig, og meget mindre om nyt tøj, byture eller opsparing. Ferieture fylder mindre end i fjor, og feriedrømmene ligger på det laveste niveau, vi har målt.

Bedre bolig og ny bil

I Syddanmark er der generelt blevet plads til flere forbrugsdrømme. Det gælder især selvforkælelse i form af byture, koncerter og ferieoplevelser, ny bil og elektronik, mens der er mindre fokus på at få gælden ud af verden.

Midtjydernes forbrugsdrømme kredser især om mere selvforkælelse i form af byture, koncerter og nyt tøj, samt til en vis grad om bedre bolig. Fokus på at få gælden ud af verden er mindsket en smule, og sparefokus er status quo.

Nordjyderne drømmer nu mere om bedre bolig og ny bil, samt flere oplevelser i form af koncerter og lignende, mens fokus på at få gælden ud af verden og opsparing er status quo.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.