Økonomi tvinger Fox-træner til stop

Træner i håndboldklubben Frederikshavn Fox Knut Ove Joa stopper efter denne sæson sammen med samlever og playmaker Lene Tønnesen. Det hænger ikke økonomisk sammen for parret at fortsætte i klubben.

Knut Ove Joa og Lene Tønnesen stopper i Fox.. 
Foto: Mette Nielsen

Knut Ove Joa og Lene Tønnesen stopper i Fox.. Foto: Mette Nielsen

Håndboldkvinderne fra Frederikshavn Fox må i næste sæson klare sig uden cheftræner Knut Ove Joa og playmaker Lene Tønnesen. Parret har besluttet at stoppe i klubben til sommer, fordi økonomien ikke længere hænger sammen. - Det har været en hård sæson og økonomien har ændret sig radikalt siden jeg startede i klubben, fortæller Knut Ove Joa. Holdet startede sæsonen op med 13 spillere, men har siden jul måttet spille med kun 10. - Det har været en udfordring, og det var ikke det, jeg havde forventet, siger Knut Ove Joa. Lene Tønnesen og Knut Ove Joa har sammen med Frederikshavn Fox arbejdet på at finde et job ved siden af håndbolden, efter at klubben måtte sænke lønningerne. - Det er ikke så nemt at finde arbejde, og med vi er to mennesker der tjener vores løn i klubben, så det har været hårdt, erkender den afgående cheftræner som pointerer at de fleste danske klubber er økonomisk trængte i øjeblikket. Frederikshavn Fox er ingen undtagelse. Gennem de sidste par måneder har parret fået flere henvendelser fra klubber i både Norge og Danmark og de forhandler i øjeblikket med en ny arbejdsgiver. - Det er en klub på liganiveau, men jeg kan ikke sige endnu om vi bliver i Danmark eller vender hjem til Norge, siger Knut Ove Joa, som vil færdiggøre den træneruddannelse han er i gang med hos Dansk Håndboldforbund henover foråret. Både Knut Ove Joa og Lene Tønnesen har været glade for tiden i Fox, og stoppet er ikke planlagt. - Vi ville gerne være fortsat, men økonomien har fået for store personlige konsekvenser siger Knut Ove Joa.