Lokalpolitik

Økonomi-udvalg skal spare 1,1 mio. kr.

PANDRUP:Økonomiudvalget i Pandrup Kommune skal ligesom fagudvalgene spare 2,5 pct. af driftsudgifterne på næste års budget. Det svarer til, at økonomiudvalget skal finde reduktioner på knap 1,1 mio. kr. Udvalget har kun mulighed for at spare mange penge på et område, nemlig på lønudgifterne, da udvalget ikke som eksempelvis børne- og kulturudvalget eller socialudvalget har større institutioner inden for udvalgets område. Derfor peges der også på, at der skal spares 982.000 kr. på administrationen næste år. Det er lig med 3,5 fuldtidsstilling, men ifølge borgmester Flemming Jansen (V) er det tvivlsomt, om der rent faktisk bliver tale om at reducere med 3,5 stilling. Under alle omstændigheder er fyringer sidste udvej, påpeger han. I økonomiudvalgets spareforslag peges der også på at reducere udgifterne til erhvervsfremme og turisme med 41.00 kr., mens der også skal kigges på kommunalpolitikernes udvalgsvederlag. Det ventes at kunne give en besparelse på 52.000 kr.