Lokalpolitik

Økonomien er ikke på plads

Brønderslev Kommune kan ikke finde penge til de stigende driftsudgifter

Dronninglund Rideklub tvinges til at flytte. Arkivfoto: Peter Broen

Dronninglund Rideklub tvinges til at flytte. Arkivfoto: Peter Broen

Der arbejdes nu med at skaffe penge til flytning af Dronninglund Rideklub. Denne flytning er kommet overraskende, fordi klubben er sagt op. Fritids- og kulturudvalget i Brønderslev kommune har drøftet spørgsmålet. Inden rideklubben kan få besked, er det nødvendigt at inddrage Idrætssamvirket Brønderslev, og det sker nu. Fritids- og kulturudvalget har et anlægsbudget for 2009 på 1,5 mio. kr. Heraf er 400.000 kr. øremærket til klubhus i Klokkerholm og 850.000 kr. til multihus i Jerslev. Formand for fritids- og kulturudvalget, Eskild Sloth Andersen (S), siger, at det nu er op til Idrætssamvirket Brønderslev at vurdere sagen, inden den skal til byrådet. Ifølge rideklubbens beregninger vil flytningen forøge driftsudgifterne med 100.000 kr., hvilket vil betyde et øget kommunalt tilskud på 63.750 kr., da kommunen dækker 75 procent af udgifterne. Eskild Sloth Andersen siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at det er svært at finde penge til drift. - Derfor arbejder vi nu på, om vi kan finde penge til anlæg, for derved at begrænse driftsudgifterne. I øvrigt finder Eskild Sloth Andersen, at det er ærgerligt, at rideklubbe skal flytte. - Der er vældig fine rammer på Dronninglund Hovedgaard, siger han. Gårdejer Svend Skak Jensen har tilbudt Dronninglund Rideklub, at den kan komme ind på hans ejendom på Kirkevej i Dronninglund, hvor ridehallen kan bygges. Udendørsbanerne etableres ved siden af. Det er planen at lave tre udendørs dressurbaner, en springbane samt en opvarmningsbane til springbanen.