Økonomien kan bremse Vikings

Det er ikke sikkert, at aalborgenserne vil takke ja til et potentielt tilbud om en ligabillet

Det er ikke sikkert, at Aalborg Vikings skal spille i den bedste række i næste sæson. Foto: Grete Dahl

Det er ikke sikkert, at Aalborg Vikings skal spille i den bedste række i næste sæson. Foto: Grete Dahl

AALBORG:Basketballklubben Aalborg Vikings ved endnu ikke, om holdet bliver tilbudt den plads i Basketligaen, som Værløse har takket nej til.

Danmarks Basketball-Forbund har ikke meldt noget officielt ud i sagen, og aalborgenserne vil først forholde sig til et eventuelt tilbud om en ligabillet, når klubbens økonomiske situation er afklaret.

- Vi ved, at vi skal have fundet mere end én million kroner i sponsorater, hvis det skal give mening rent økonomisk. De næste par uger skal vi se på, om det er realistisk at finde pengene til at fortsætte, siger direktør John Bennetsen, der ikke vil spille i den bedste række for enhver pris.

- Vi skal spille der, hvor det er realistisk rent økonomisk, og det skal vi tage en beslutning om i de kommende uger. Jeg vil tro, at vi har en afklaring omkring 1. maj, uddyber John Bennetsen.

Det er dog slet ikke sikkert, at Aalborg Vikings bliver tilbudt den ledige ligaplads, som Stevnsgade Basketball også bejler til.

Aalborg Vikings vil udelukkende rejse kapital via sponsorater, og klubbens direktør afviser folkeaktier og andre lignende finansieringsmuligheder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.