Økonomisk bet for bjergrytter

Claus Michael Møller må sandsynligvis halvere sin løn for at holde sig i sadlen

PAMPLONA: - Uanset hvad der så end sker, så bliver det en økonomisk katastrofe for mig. Jeg skal være heldig, hvis jeg får bare det halve af, hvad jeg kunne have fået i november! Claus Michael Møller tænker med slet skjult bitterhed tilbage på det valg, han traf i november, da han sagde ja til en aftale med danske Peter Sejer Nielsen og det italienske cykelhold, Alessio. Han havde andre tilbud på hånden. Blandt andet fra sit daværende hold, Milaneza, som tilmed ville give ham en pæn lønforhøjelse for en kontraktforlængelse. - Men jeg ville gerne køre Tour de France og Alessios tilbud så spændende ud. Derfor valgte jeg sådan, sukker den nordjyske cykelrytter. For nu tyder alt på, at det italienske eventyr og drømmen om at køre Tour de France tilmed som kaptajn er slut, stort set inden det begyndte. En sponsor er sprunget fra, så Peter Sejer ikke længere har pengene til Claus Michael Møller. Han bragte ellers vendelboen og en håndfuld andre ryttere ind i samarbejdet med italienerne, da hans Team Fakta-hold lukkede. - Og jeg ved stadig ikke, om Alessio er interesserede i at beholde mig. Da Peter Sejer kunne skaffe mig gratis for dem, så ville de gerne have mig. De har lovet at give mig besked i denne uge, men jeg har ikke hørt noget endnu, lyder den frustrerede melding. Claus Michael Møller er i mellemtiden blevet sat i kontakt med Milaneza, men det har - i hvert fald ifølge hovedpersonen selv - ikke hold i virkeligheden. - Jeg aner ikke, om de vil have mig tilbage. Jeg har ikke snakket med dem, men det vil jeg da gøre, hvis det ikke bliver til noget med Alessio. Indtil videre er det dog Alessio, som jeg satser på, siger han. Først i den kommende uge forventer Claus Michael Møller en klar melding fra italienerne, hvorefter han højest sandsynligt må indlede en desperat jagt på et hold, så han kan fortsætte karrieren på to hjul. - Men jeg skal også kunne leve af det. Der er jo ikke meget ved at kalde sig professionel cykelrytter - heller ikke i Tour de France - hvis man ikke får en klejne for at køre, siger den bankuddannede nordjyde. Lørdag meddelte hans landsmand, Allan Bo Andresen, at han søger væk fra Alessio. Han har fået et tilbud fra Bangiroloterij, så han har bedt om at få kontrakten med Alessio ophævet.toto