Økonomisk råderum kan fjerne stress

24. september 2002 08:00

KØBENHAVN: En større pose penge og større frihed til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. Det er opskriften på at forbedre arbejdsmiljøet i politikredsene. Det siger formanden for Politimesterforeningen, Esbjergs politimester Poul Bjørnholdt Løhde. I dag er en stor del af politiets ressourcer øremærket til bestemte indsatsområder som nærpoliti og indsatser mod vold, rockere og bander. Det hæmmer muligheden for, at de enkelte kredse kan bruge ressourcer der, hvor der er behov for det i netop deres kreds. Resultatet er, at betjentene må løbe ekstra stærkt, når de både skal løse lokale problemer og arbejde på indsatsområderne. Ifølge politiets fagblad Dansk Politi oplever sikkerhedsrepræsentanter og politiforeningerne, at deres kolleger bukker under for arbejdspresset på grund af for mange arbejdsopgaver til alt for få mand. Det billede genkender Poul Bjørnholdt Løhde. - I dansk politi har vi gjort, hvad vi kan for at effektivisere, og nu er vi et sted, hvor det gør ondt. Politifolkene får stress, når de har travlt og samtidig ikke føler, at de har løst de enkelte opgaver godt nok, siger Bjørnholdt Løhde. Han opfordrer til, at politiet fremover får en sum penge, som kredsene selv kan råde over. Så kan kredsene for eksempel selv beslutte, om der skal flere politifolk på gaden eller kontorpersonale til at aflaste betjentene. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...