Økonomisk slap vi billigt

De Palæstinensiske Selvstyreområder 8. september 2002 08:00

Da Osama bin Laden brugte civile flyvemaskiner som missiler og sænkede World Trade Centers to tårne, skød han ikke verdensøkonomien i grus. Nedgangen i den økonomiske vækst var begyndt længe inden. Det fastslår Bent Dalum, økonom på Aalborg Universitet. Allerede i begyndelsen af 2001 mistede økonomien i USA pusten, og den økonomiske vækst i verdens største økonomi tog af. - Man må huske, at USA i 1990'erne har oplevet sin længste og største periode med økonomisk fremgang. Væksten var betydeligt større end i 1960'erne, som ellers stadig står som et gyldent årti. Og efter så lang tid med vækst, er det ganske naturligt med en vækstpause, hvor hjulene drejer langsommere, forklarer Bent Dalum. Terrorangrebet gav naturligvis også den økonomiske verden et chok, for erhvervsliv og økonomer kan bedst lide fremgang og stabilitet. Men choket var ikke større, end at man allerede inden nytår 2001 begyndte at snakke om et kommende opsving, som lå lige rundt om hjørnet. Økonomisk slap vi - i første omgang - billigt fra 11. september, og erhvervslivet og økonomerne begyndte allerede at glemme terrorangrebet. - Men 11. september er måske ikke overstået endnu. Så længe Israel/Palæstina-konflikten ikke er løst, har de fundamentalistiske muslimer et alibi til at være fanatikere og terrorister. Samtidig har amerikanerne efter 11. september skiftet strategi. De vil ikke vente på flere terrorangreb, men vil i stedet eliminere terrortruslen. Derfor overvejer de lige nu at angribe Irak, som amerikanerne opfatter som en slyngelstat. - Et angreb på Irak og for den sags skyld også andre krige i Mellemøsten, som jo huser verdens største oliereserver, kan imidlertid have uoverskuelige følger for verdensøkonomien. Det kan føre til ny oliekrise og puste et spirende opsving helt ud. Hvis stigende oliepriser omsættes til inflation, kan det også føre til et nyt rentehop, påpeger Bent Dalum. Amerikanske angreb på yderligtgående fundamentalister og muslimske slyngelstater vil imidlertid næppe eliminere terrortruslen, men snarere samle den muslimske verden i afsky overfor Vesten og rekruttere flere unge fanatikere til terroristernes træningslejre. Amerikanske angreb vil i så fald blot blive gengældt med ny terror. - Ligesom min generation har levet med truslen fra atombomben op gennem 1970'erne, kan de unge i dag måske se frem til at leve i lyset af terrortruslen, påpeger Bent Dalum. Hvis det sker, vil terrortruslen ikke blot påvirke politisk og menneskeligt. Også verdensøkonomien vil lide skade af uro og terror. - I stedet for at løse terrortruslen militært, må man gribe til ondets rod og få en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. I dag har Osama bin Laden stor opbakning blandt muslimer i mange lande, når han henviser til det heroiske palæstinensiske folks kamp mod et ondt Israel, der støttes af USA. Så længe det palæstinensiske spørgsmål ikke er løst, vil Mellemøsten være en latent krudttønde og dermed også en trussel mod en fredelig økonomisk udvikling i verdensøkonomien, tilføjer Bent Dalum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...