Naturkatastrofer

Økonomisk udbrud

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Almar Örn Hilmarsson (øverst) stod bag købet af Maersk Air sammen med Hannes Smarason (midterst).

Kigger man ud af vinduerne under indflyvningen til Keflavik, får man fornemmelsen af at lande i et goldt månelandskab snarere end et land i Nordatlanten. Men noget udkantsområde i verden er Island ikke længere, selvom landets hovedstad hverken er en metropol eller et kulturelt overflødighedshorn, som andre europæiske byer. Reykjavik er en funktionel by, hvor alt stort set har praktisk frem for æstetisk betydning, placeret i et naturscenario uden lige. Som baggrund ligger sneklædte bjergtinder og på markerne mellem lavaen tölter hestene, mens gejsere sender kaskader af kogende vand til himmels. Turistbrochurens farvefotos lyver ikke. Energien i jordens indre sikrer varmt vand i den Blå Lagune og drivhuse med egen avl af tomatplanter og agurker. Som kontrast til dette ligger mærkevarebutikkerne og designercaféerne på hovedstrøget i Reykjavik, der med sine 110.000 indbyggere regnes blandt verdens mindste hovedstæder, og sørger for at islændingene er med på de globale noder. For som de lysende og blinkende depart og arrival-tavler proklamerede allerede inden turen mod Hótel Frón i shoppegaden Laugavegur, beliggende 43 kilometers oplyst landvej nord for lufthavnen, så gør det ikke den helt store forskel, om man flyver mod København, London eller New York fra denne geografi. Tager chancen Og måske den centrale placering i den globale økonomi er en del af forklaringen på, at islændingene bedre end så mange andre har forstået at navigere i den nye business-verdensorden. ”Island er en gammel fiskerination. Man benytter altid chancen, når vejret er til det. Sådan er det også med pengemændene. De griber mulighederne, når de er der. Det er unge mænd – og kvinder, der vil frem. Markedet på Island er for lille for dem. For dem er globaliseringen en gave. Det er nemlig de små lande med visionære mennesker og masser af gode ideer, der har de bedste muligheder i den nye verden,” siger Islands tidligere premierminister Thorsteinn Palsson, som er en af dem, der tror på den islandske økonomi. At hans driftige landsmænd har fat i den lange ende. At kritikken udefra vil forstumme, så selv danskernes mindreværdskompleks overfor ”lillebroderen”, der erklærede sin uafhængighed i 1944, afløses af respekt. Som tidligere leder af landet, et politisk parti – han selv sidestiller med en krydsning af Radikale Venstre og De Konservative, og minister for både kirken, juraen, finanserne og fiskeriet, må Palsson siges at have en vis indsigt, når man også føjer til, at han har været ambassadør i London og København. Herfra blev den myndige herre, for bare et par måneder siden, hentet hjem til jobbet som chefredaktør på Islands mest læste avis – gratisavisen Fréttabladid. Afviser dansk kritik Den erfarne diplomat og avismager ryster ikke på hånden over de seneste måneders kritik af den islandske økonomi, hvor blandt mange andre den amerikanske investeringsbank, Merrill Lynch, har fyret en alvorlig bredside af mod den islandske økonomi og de islandske banker. En rapport taler om økonomi baseret på kortfristede milliardlån til høje renter af den slags, som får advarselslamperne til at ringe hos Rene Kallestrup fra den Danske Bank, der synes, situationen minder lidt om optakten til Asien-krisen i 1997-98, og Steen Thomsen fra Copenhagen Business School. Professor Thomsen ser bekymrende lighedstegn mellem Island og den langvarige og dybe økonomiske krise, som Japan blev kastet ud i efter et stort opsving i 1980`erne, hvor japanerne brugte store summer på opkøb i udlandet. Netop som islændingene gør i disse år ved at købe sig ind i Sjælsø Gruppen, B&O, Merlin, Illum, Maersk Air, Sterling, Magasin og mange andre danske virksomheder, som spindes ind i et net af islandske banker og investeringsselskaber, der ifølge Børsen Investor er bundet sammen i krydsejerskaber – såkaldte ”old-boys-network”. Dette øger risikoen for en dominoeffekt, hvis en virksomhed går konkurs, mener flere finansanalytikere. ”Island kan blive den sommerfuglevinge, der skaber store problemer,” rapporterer International Herald Tribune fra Reykjavik. Kritikken udefra tog et par af de helt store aktører på det danske marked nu helt roligt efter et møde i Børsen Executive Club i Tivoli for nylig. ”Ingen er så skeptiske overfor vore forretningsmetoder som danskerne. De mistænker os hele tiden,” konstaterede Hannes Smarason fra FL-Group, der ejer Sterling samt store aktieposter i B&O og Royal Unibrew, da NORDJYSKES udsendte spurgte til økonomien. ”Mange danskere tror, at vi trykker vores penge i Rusland. Det gør vi ikke,” tilføjede Smarasons barndomskammeret, den fløjlsklædte Jon Asgeir Johannesson fra Baugur Group, som ejer Illum og Magasin. Om nogen er han manden bag den islandske investeringsstrategi ”Buy-and-build” i Danmark. Det var Jon og faderens købmandsskab på Island, der for alvor vækkede vulkanen til live, da de tilbage i 1989 overtog en Bonus-butik, herhjemme at sammenligne med Netto, og bredte den, i dag findes der 3500, udover primært Island og England. Også Bjarni Ármansson fra Islandsbanki og Thodur Fridjonsson fra Iceland Stock Exchange var den eftermiddag i Glassalen meget bevidste om danskernes forundring over, hvor pengene kommer fra. Forklaringen Hvordan kan en ø, med et befolkningsgrundlag som Århus, pludselig købe virksomheder i bundter i primært England og Danmark? Forklaringerne, der kunne følges af nysgerrige businessmænd på storskærme i Århus, Herning, Sønderborg og Odense, er hørt før. Liberalisering af den islandske pensionssektor sendte store mængder likviditet på markedet samt modet til at få idéer og tænke anderledes. Det der med idéerne kan Thorsteinn Palsson, tidligere premierminister og nuværende chefredaktør på Fréttabladid, fint følge under besøget i Reykjavik. Som folk i omgangskredsen føler han sig overbevist om, at den islandske økonomi ikke kollapser, fordi grundlaget hjemme som i udland er på plads og kan tåle rystelser. Palsson forudser, at hans landsmænd vil fortsætte med at ekspandere i udlandet – men måske nok i et lidt lavere tempo. Tempoet blandt de halvt hundrede journalister på det fem år gamle Fréttabladid skal derimod ikke nedsættes, hvis avisen, der dagligt trykkes i 100.000 eksemplarer til færre end 300.000 islændinge, fortsat skal udkomme. Og det skal den. ”For ingen havde drømt om, at det ville blive en sådan succes,” fastslår redaktøren og taler respektfuldt om en uafhængig og seriøs avis, som, han er ikke i tvivl, vil ændre avismarkedet i Danmark: ”Logistikken bliver en enorm opgave, men der er dygtige og ambitiøse folk bag projektet, der vil det. Det bliver interessant at se, hvordan et troløst annoncemarked reagerer i Danmark. I dag ved annoncørerne på Island, at det er nødvendigt at bruge Fréttabladid.” Udfordringen fra Fréttabladid tager den fungerende redaktør Karl Blöndal iskoldt, umiddelbart inden trykstarten af dagens 50.000 eksemplarer, under audiensen på Morgunbladid, herhjemme at sammenligne med Berlinske Tidende og Jyllands-Posten, som har adresse på Kringlan bare et par solide stenkast fra konkurrenten. Betonbladhusene i Reykjavik forstaden er skrækeksempler på trøstesløse men funktionsduelige bygninger, som byen huser alt for mange af set gennem øjne opdraget udi dansk arkitektur. ”Det har aldrig været et mål for os at være alene på markedet. Som avis og journalister har vi brug for konkurrence. Og vi blev pludselig klar over, at vi kunne lave en bedre avis. Udfordringen var nødvendig.” Blöndal tøver ikke med at betegne den populære gratisavis som værende en ”rigtig” avis – trods det at omkring halvdelen af siderne fyldes med annoncer. Undervurder ikke islændinge ”Det vil være arrogant og en stor fejltagelse, hvis de danske aviskonkurrenter forsøger at ignorerer islændingene,” fastslår han. Magnus Scheving – direktør, instruktør, skuespiller er manden bag en ide og en vision om en bedre verden for især børnene – er en anden islænding, man ikke kan ignorere. Denne 42-årige Scheving vil til efteråret sandsynligvis tage Danmark med storm. Det sker når verdens hurtigst solgte tv-show, figurerne fra Lazy Town, rammer børnesendetiden, som det allerede er sket kloden over. Scheving er endnu en af disse islandske entreprenører, som bare ikke kan stoppes. Han fik bevilliget tiden det tog Jon Asgeir Johannesson at køre til Keflavik og et ventende fly fra Icelandair til at fremføre sin sag fra passagersædet. Det gjorde han overbevisende. Sikkert mindst lige så overbevisende som under opholdet på vejen mod Reykjavik fra Keflavik på ankomstdagen, hvor ildsjælen sad på et kontor med udsigt til lavamarker. Med mageløs energi og klar hjerne lod Scheving forstå, at han, som så mange andre islændinge, har en mission: ”Island er et underligt land. Her flyder med entreprenører, der er fulde af energi. Det hænger tæt sammen med, at vi er virkelig bange for at miste vores individuelle selvstændighed. Frem til afstemningen om landets uafhængighed har vi altid været underlagt andre, så vi kæmper alle for vor egen selvstændighed hver eneste dag. Og derfor bliver vi ikke trætte af at få nye idéer og realisere dem,” forklarer Lazy-Town dynamoen og fortæller begejstret om Jon Asgeir Johannessons far, der ser nye muligheder hver eneste dag, selvom han for længst har nået pensionsalderen og kunne læne sig mageligt tilbage. Direktøren fra Nørrebro Almar Örn Hilmarsson er en anden af disse utæmmelige mænd, som lavede en del ballade i skolen, der ikke lader sig stoppe, hvis de først har fået en idé, de tror på. Den jurauddannede Örn er hjemme på weekend og sidder på en ikke fancy men stemningsfuld café nær regeringsbygningen i Lækjargata, hvor de lokale er linet op for at følge med i amerikanske tv-shows på storskærmen. Så da først den 33-årige, administrerende direktør for lavprisflyselskabet Sterlings mere end 1600 ansatte i Skandinavien med hovedsæde i København og privat bopæl i en lejlighed på Nørrebro, iført cowboybukser og en slidt t-shirt – sammen med Hannes Smarason og andre pengemænd i FL-Group – havde afsluttet forhandlingerne med Maersk Air om købet af redderens flyflåde gik det stærkt. To nærmest helt uforenelige business-kulturer har ørnen fra Reykjavik ført sammen på måneder under fællesnavnet Sterling. ”Det har været hårdt men sjovt – og der et lang vej endnu. Jeg har erfaret, at der vist kun er et område i livet, hvor vi islændinge kan lære af danskerne. Vi arbejder for meget og er for dårlige til at holde fri og slappe af. Mange islændinge har 2-3 jobs og knokler altid. Men vi kan lide det,” siger den nyklippede direktør, der som altid har ladet sig trimme af en frisør i barndommens kvarter. Så mens børsanalytikere og finansinteresserede verden over interesserer og undrer sig højlydt over det økonomiske islandske mirakel, så skriver islændingene nye kapitler i sagaerne og fester igennem for fulde gardiner i Reykjaviks natteliv. Det er tvivlsomt, om der nogetsteds i verden findes så mange caféer, barer og natklubber indenfor så få kvadratmeter hovedgade som her, hvor man på en enkelt nat sagtens støder ind i selvtillidsfulde unge mænd og kvinder fra den islandske ”Wallenberger-generation” – der som den stenrige svenske familie har opbygget betydelige forretningsimperier, lokale musikhelte og mystiske kvinder som skuespilleren og sangerinden Björk, hvis betydning for kendskabet til landet endnu matcher driftige mænd som Jon Asgeir Johannesson. Og rent faktisk står den sprudlende kvindelige vulkan i iagttagende stund oppe på et bord og sprænger grænser på kultstedet Circus her i hjertet af Reykjavik, mens Golfstrømmen ude i Danmarksstrædet og pengestrømmen gennem de islandske banker hjælper med til at holde det hele gloende som i Islands undergrund.