Økonomiudvalg på millionjagt

Kommunen skal finde små 1,2 millioner kroner ekstra til lønninger

Lokalpolitik 17. januar 2003 01:00

HALS: - Det er en kedelig sag - også på landsplan. Sådan lyder meldingen fra borgmester og økonomiudvalgsformand Bent Sørensen (S), inden økonomiudvalget i næste uge iværksætter en jagt på 1,188 mio. kr. Det er penge, der skal bruges til at finansiere nogle forestående lønstigninger, som det først efter den kommunale budgetlægning for 2003 kom frem ville være større end oprindeligt antaget. Der er således fra centralt hold blevet skønnet 0,7 procent for lavt, når det gælder lønstigningerne i 2003, og denne fejlvurdering blev først videreformidlet til kommunerne 10. december via Kommunernes Landsforenings hjemmeside. Det var cirka to måneder efter byrådets budgetlægning for 2003 var overstået, men KL har sidenhen oplyst, at de dér først blev opmærksom på det lønmæssige fejlskøn 29. november. KL har også efterfølgende forsøgt at få regeringen til at hjælpe, fordi der med de forkerte løntal faktisk blev indgået en kommuneaftale mellem KL og regeringen på et fejlagtigt økonomisk grundlag, men hertil har regeringen kun kunnet love, at spørgsmålet bliver genoptaget, når der til foråret tages fat på forhandlingerne om en ny kommuneaftale for 2004. Borgmester Bent Sørensen er ikke imponeret. - Der er tale om en meget dårlig løsning, for alle de kommunale budgetter er med det her blevet udarbejdet på et forkert grundlag, siger han. - KL var ellers så glad for, at kommuneaftalen blev overholdt, men her er der tale om en væsentlig fejl. Lønbudgetterne har simpelthen været urealistiske, og jeg mener nok, at KL burde have gennemskuet det her noget før, fortsætter Bent Sørensen, som samtidig bemærker, at det var ham, der i sin tid på et borgmestermøde gjorde opmærksom på lønstigningsproblemet. Forvaltningen har forud for næste uges økonomiudvalgsmøde lagt op til, at merudgiften til lønstigninger enten kan finansieres ved at tage af kommunekassen eller ved at gennemføre en sparerunde, og hertil slår Bent Sørensen fast, at der ikke i hans hoved findes nogle tanker om at svinge sparekniven. - Vi vil nok lige se tiden lidt an, idet det først er 1. april, at lønstigningerne træder i kraft, men det ender nok med, at vi tager pengene af kassen, medmindre regeringen træder ind og hjælper. Men det gør de jo nok ikke, siger han - og peger på, at Hals Kommune heldigvis befinder sig i en situation, hvor det er muligt at snuppe de påkrævede ekstrakroner i kommunekassen. - Men det er jo ikke tilfældet for alle landets kommuner, og de tvinges så nu til at spare, siger Bent Sørensen, der med sagen om de ekstra lønstigninger også benytter lejligheden til at give kommuneaftalen for 2003 endnu et skud for boven. - Der blev med aftalen lagt op til, at serviceniveauet i kommunerne kunne stige med 0,7 procent, men aftalen er så dårlig, at det sidenhen har vist sig, at økonomien kun gjorde det muligt at få stigningen op på 0,4 procent, siger han og tilføjer: - Samtidig har man bare skøjtet hen over det her og udarbejdet nogle urealistiske budgetter, og når man tænker på, at KL var så glad for, at skatterne samlet ikke steg i landets kommuner, så må man jo i dag konstatere, at der faktisk burde have været gennemført en lille skattestigning for at få finansieret denne her fejl.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...