Lokalpolitik

Økonomiudvalg vælger åbenheden

Udvalgets dagsorden har været lukket siden 1992. Fra nytår åbnes den for offentligheden

AARS:Økonomiudvalget i Aars Kommune vil fra årsskiftet lade borgerne og medierne kigge med i økonomiudvalgets dagsorden. Den besluttede polikerne tilbage i 1992 at holde for sig selv. Nu har et enigt udvalg besluttet at åbne dagsordenen efter en debat, der blev rejst i NORDJYSKE Stiftstidende i oktober. Her vurderede Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander i informations- og forvaltningsret ved Danmarks Journalisthøjskole, at Aars Kommune bryder Styrelsesloven ved ikke at lave en offentligt tilgængelig dagsorden og et referat fra sine økonomiudvalgsmøder. Det er samtidig en fremgangsmåde, Aars Kommune har været ene om i Nordjylland. Borgmester Knud Kristensen (K) tvivler dog på, at borgerne og pressen vil finde noget nyt ved at kigge med i dagsordenen. - Baggrunden for den lukkede dagsorden var jo netop, at 85 procent af punkterne alligevel har været behandlet som åbne punkter i enten teknisk udvalg, kulturudvalget eller socialudvalget, siger han. Knud Kristensen understreger, at udvalget stadig vil behandle personsager, som lukkede punkter. Han mener fortsat ikke, at Aars Kommune har gjort noget forkert, men at kommunen har handlet i overensstemmelse med Styrelsesloven ved at lade det være op til udvalget, om dagsordenen skulle være åben. Målet er ifølge Knud Kristensen ikke lukkethed. - Aars Kommune var blandt de første til at åbne de øvrige udvalg, siger han. Han er til gengæld skuffet over, at Venstres gruppeformand Jan Dyregaard i NORDJYSKE i oktober argumenterer med, at kommunen ikke kan blive ved at have et udvalg, hvor politikerne kan sidde og putte med tingene. Jan Dyregaard tager dén kritik med ro. Han glæder sig over, at økonomiudvalget nu i enighed har besluttet sig for at åbne dagsordenen, så borgerne kan kigge med i politikernes beslutninger helt frem til byrådet. - Det er vigtigt med så stor gennemsigtighed som muligt. Og når det kommer til stykket, er det vel også kun rimeligt, at vi tager en 11 år gammel beslutning op til overvejelse, siger han.