Økseangreb udløser krav om stramninger

KØBENHAVN:Attentatet mod Muhammed-tegner Kurt Westergaard udløser et politisk krav om, at lignende angreb forhindres i fremtiden. Et bredt politisk flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er klar til at stramme lovgivningen, så flere terrormistænkte bliver udvist, selv om partierne ikke kan pege på, hvor den gældende lov giver problemer. Venstre henviser i stedet til et forestående tjek af udlændingeloven og opfordrer Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at sige til, hvis efterretningstjenesten ser behov for stramninger. - Nu er der en offentligt debat, og aktørerne må sende signaler til os, hvis reglerne ikke er tilstrækkelige til at gribe ind tids nok. Og det vil jeg opfordre PET til at gøre, hvis det er tilfældet, siger Peter Christensen. Det er især det faktum, at den 28-årig somaliske mand, der sent fredag aften tiltvang sig adgang til Kurt Westergaards hjem i Århus og forsøgte at angribe Muhammed-tegneren med en kniv og økse, på forhånd var kendt af PET, der udløser politiske krav om tidligere indgriben. Socialdemokraterne vil se positivt på udspil fra regeringen. - Når regeringen kommer med et initiativ, vil vi gerne se på det. Vi har ikke selv strikket det sammen, så vi afventer regeringens udspil, siger retsordfører Karen Hækkerup. SF har det mest konkrete forslag og foreslår, at potentielle terrorister skal stoppes i opløbet ved at forbyde besøg på terrorhjemmesider. - Lige som vi ikke lader folk surfe rundt efter børneporno, skal vi heller ikke lade folk surfe rundt efter bombeopskrifter og videoer af halshugninger. Danmark skal ikke være hjemsted for folk, der planlægger terror, og derfor skal vi kunne gribe tidligt ind over for folk, der er i en radikaliseringsproces, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen. Den radikale integrationsordfører Marianne Jelved mener, at forslagene om yderligere stramninger kommer alt for hurtigt, og hun foretrækker at få eksperter til at se på, om der er behov - og mulighed - for stramninger. - Folketinget har givet PET, politiet og domstolene en stor mængde redskaber til at undgå terrorisme, og jeg nærer dyb tillid til, at de kan løse opgaven, uden at vi politikere behøver at underminere retsstaten. Der kan dog stadig være behov for justeringer af gældende lovgivning. Men i så fald mener vi, at det bør være eksperterne i Strafferetsplejerådet, der skal komme med en faglig vurdering af, hvor der bør sættes ind - ikke overivrige politikere, siger Marianne Jelved. Ritzau har uden held forsøgt at få en kommentar fra PET til, hvorvidt efterretningstjenesten ønsker en øget mulighed for at udvise mistænkte terrorister /ritzau/