Øksemand og makker fængslet
To mænd på 21 og 24 år er varetægtsfængslet i fire uger efter røveriforsøg med økse og peberspray

To mænd blev onsdag varetægtsfængslet i forbindelse med et røveriforsøg mod Profil Smykker i Aabybro-Centret tirsdag eftermiddag. Foto: Bente Poder Bente Poder
HJØRRING:Den 21-årige mand, der tirsdag forsøgte at røve butikken Profil Smykker i Aabybro-Centret ved at true med en økse blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring, hvor manden blev varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser Peter Skovbak, politikommissær ved Nordjyllands Politi.
24-årig mand også fængslet
I mellemtiden har Nordjyllands Politi fundet frem til en 24-årig mand, der også har forbindelse til røveri-forsøget, fortæller Peter Skovbak. Den 24-årige blev ligeledes varetægtsfængslet i fire uger.
- I forhold til efterforskningen kan jeg ikke sige, hvordan vi har fundet frem til den anden mand, eller hvad han har med sagen at gøre, siger Peter Skovbak.
Begge mænd er sigtet for røveri, mens den 21-årige også er sigtet for vold.
Begge mænd kærede ligeledes fængslingen. Det er dog uvist, om sagen kommer for landsretten torsdag eller først lørdag af hensyn til de kommende helligdage, oplyser Peter Skovbak.
Løb fra butikken med peberspray
Tirsdag eftermiddag kunne vagtchef ved Nordjyllands Politi, Aage Pedersen, fortælle, at den 21-årige mand pludselig stoppede sit røveriforsøg i Aabybro, hvorefter han løb ud fra butikken.
Tre opmærksomme mænd var hurtige til at stikke efter manden, der var udstyret med en peberspray. Det skræmte dog ikke de tre mænd, og det lykkedes dem at fastholde den 21-årige, indtil politiet kort efter dukkede op.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.