Aalborg

Øl-fest Aalborg trækker i tyroler-klæ'r

AALBORG:Sidste år blev der for første gang holdt en tysk inspireret oktoberfest i Aalborghallen. Det var en prøveballon, som blev så godt modtaget, at succesen gentages 25. oktober i år. Aalborghallen blev i fjor lavet om til et bayersk-lignende tyroler-øltelt med underholdning, mad og øl i massevis. Igen i år er det Hofbräuhausshow fra det sydtyske bryggeri Erdinger i München, der står for underholdningen - med alt lige fra Glockenspieler (spil på koklokker) med kendte folkemelodier, Alphornbläser (alpehorn) til Schuhplattler (dans med klap på sko) og Holz-hacker Tanz (dans med øksehug). Jodlerin Lissi er i front for underholdningen, og hun formåede sidste år af imponere de fleste af gæsterne. Hun kunne nemlig - på trods af sin størrelse - skylde et fyldt Mass - dvs. et tysk ølkrus på en liter - ned på ganske få sekunder. Jodlerin Lissi har lovet at gøre det samme i år. Udover underholdningen er også spisning en del af billetten. En stor tysk buffet med oste- og pølsespecialiteter, jägerschnitzel, pommes saute, sprængt griseskank, kålpølser med surkål, apfelstrudel med flødeskum for bare at nævne nogle af lækkerierne. Forsalget har været i gang siden midten af august og over halvdelen af de 1.000 billetter er solgt.