Øl, fest og hornmusik

Ingen skal vide sig sikker på lørdag, hvis de betræder midtbyens gader og stræder i Frederikshavn.

De trutter, gør de. Men kan de også spille? Bangsbostrand Byorkester har hærget i 40 år, og det kommer frederikshavnerne til at bøde for på lørdag. Arkivfoto
Frederikshavn 22. september 2009 16:34

Da fejrer Bangsbostrand Byorkester nemlig sig selv og sit 40 års jubilæum, og det kommer på ingen måde til at gå stille af. Om det så er et løfte eller en trussel må stå enhver frit at danne sin egen mening om. Orkesteret rummer så berømte medlemmer som Jens Gaardbo, Torben M. Andersen med flere. Ingen nævnt, mange glemt. Nærmere bestemt har orkesteret erklæret området omkring Kallstorvet i Kulturel Undtagelsestilstand, i hvilken ethvert ellers rimeligt krav til et optrædende orkester om både at spille rent og opføre sig nogenlunde fornuftigt - besætningens gennemsnitsalder taget i betragtning - vil være sat ud af kraft. Så bliver éns øre maltrakteret mellem klokken 10 og 13 så har man med andre ord selv bedt om det. Og har fraskrevet sig købelovens ellers uomgængelige fortrydelsesret. Der vil også være en reception for Bangsbostrand Byorkester på Jerry’s.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...